Fluen var sur. Det hele gik den imod. Ikke alene var ledningen til dens hovedtelefoner blevet revet over. Den var også gået glip af en større frokost i kantinen, fordi den havde været så optaget af at få fat på en krumme, der lå under papirkurven på vognmandens kontor.

Tænk, det havde vist sig at være et stykke tyggegummi, som var blandt de ekstremt få ting, fluen ikke kunne lide. Og da duften af smørrebrød kom bølgende gennem luften var det for sent. Chefen havde lukket døren til kontoret efter sig, og der var ingen sprækker. Ikke engang et nøglehul.

Den travede op og ned ad gulvet, så fløj den op, så landede den igen, sad lidt, gned forben uden entusiasme. Surmulede. Den følte sig helt udenfor og det blev kun være af, at den kunne høre adskillige stemmer fra kantinen. Øv!

Hvad mon der foregik? Det var nok ikke fødselsdag, for det blev ikke råbt hurra, men havde der ikke været en tale? I hvert fald var der blevet klappet. Så det var nok ikke noget dårligt, der var i gang. Men det lød nu heller ikke som om folk var kåde ligesom ved julefrokosten. Hvad pokker kunne det så være....fluens fantasi var ved at slippe op.

Men nu var der opbrud. Der blev skramlet med stolene og det klirrede med tallerkener og bestik, der blev samlet sammen. Fluen var helt oppe på mærkerne, den måtte ud i kantinen så hurtig som det var flueligt muligt.

I det samme gik døren op, og ind trådte vognmanden sammen med en mand fluen nok havde set før, men ikke kendte. - Det er faktisk et dejligt kontor, sagde vognmanden og slog ud med hånden.

- Men om det er det, du ønsker, ved jeg selvfølgelig ikke.

Fluen kunne se, at den anden kiggede sig kritisk om. Det var helt tydeligt at pendul-uret på væggen ikke faldt i hans smag. Ej heller tæppet, eller skrivebordet, eller mødebordet for den sags skyld. Manden var klart yngre. Han så flink ud, men lignede ikke en madglad type, som vognmanden.

- Det er jo et dejlig lyst rum, men jeg ved ikke om, jeg overhovedet skal have kontor her i firmaet.

Omsider gik det op for fluen, hvad det her handlede om. En virksomhedsoverdragelse. Vognmanden havde solgt! Fluen var rystet - efter alle de år, efter alle de generationer. Fluens tip-tip-tip-oldefar havde personligt fundet firmaet.

Så det var, hvad de mange samtaler i lavt tonefald havde handlet om de sidste par måneder. Det var derfor vognmanden var holdt op med at skælde ud på alt og alle eller råbe op om nye ideer og planer eller grine højt af sine egne vittigheder og drille folk.

Det var slut. Fluen huskede nu, at de havde talt om, at han var fyldt 60 og havde arbejdet siden konfirmationen og, at Arnold var meget indstillet på at føre det hele videre i den samme gode ånd.

- Er du nu sikker på, at du virkelig vil trække dig tilbage. Du ser faktisk ikke særlig udslidt ud, sagde Arnold og kiggede appellerede på vognmanden. Du aner ikke hvor glad jeg ville blive, hvis du bestemte dig om og blev ved roret lidt endnu. I hvert fald indtil jeg har fået kørt virksomhederne ordentligt sammen. Du behøver jo ikke arbejde nat og dag, og vi bruger jo din revisor til det hele.

Vognmanden så sin båd og sin fiskestang for sit indre blik. Også golfkøllerne og fornemmelsen af frihed var meget nærværende. Det samme var Eifeltårnets silhuet og en perfekt tropisk sandstrand. Blikket fortsatte ud i gården, hvor de to nye Volvo-lastbiler funklede, og et par chauffører diskuterede højlydt. I baggrunden hørte han hyletonen fra faxen og en telefon, der kimede i det fjerne inde i bogholderiet. Hans blik faldt på en udskrift at nogle tilbud, han netop havde udarbejdet, og han kom til at tænke på det indlæg, han havde lovet at komme med i erfa-gruppen og den omfartsvej, som kommunen nu igen ville sylte. Han skulle have fat i nakken på ham borgmesteren.....

Fluen kunne se, at vognmanden fik et nyt glimt i øjet.

- Får jeg frie hænder? Og hvad hvis jeg laver fejl? Kan jeg beholde det samme personale. Ordene væltede ud af vognmanden. Så bed han tænderne sammen:

- Top! Jeg fortsætter et stykke tid endnu. Jeg har faktisk et par ideer....

Arnold slappede af. Det så ud til at lykkes at holde på den gamle. Han vidste, at han måske mentalt havde tømt skrivebordet, men ikke i virkeligheden. Og han vidste, at vognmanden var en omvandrende guldgrube af kvaliteter - sådan en mand burde have pligt til ikke at gå på pension og da slet ikke før tid. Vognmandsvirke burde være et borgerligt ombud.

Fluen var lige så begejstret. For nu var der fri adgang til kantinen - og et sandt orgie af krummer indtil rengøringen mødte.

-----