Det er ikke særlig heldigt, at der tilsyneladende kommer til at gælde særregler for de store, selv om der her er tale om to af fællesskabets fædre. Det er lidt ligesom i børnefamilierne hvor lille Peter bliver skældt ud, hvis han kommer til at smadre en tallerken, men til sin forbavselse opdager, at mor ikke skælder sig selv ud, hvis det sker for hende.

Det er også blevet udlagt som en gave til de danske EU- og euro-modstandere. Et argument om, at det alligevel er de store, der bestemmer.

Men spørgsmålet er, hvilken fornøjelse man ville have af at idømme f.eks. Tyskland en mega-millard bøde for overtrædelse af de fælles regler. Det ville i hvert fald ikke gavne sammenholdet her og nu.

I virkeligheden viser sagen, at der er behov for at fastholde og styrke EU-samarbejdet. Det er nemlig ikke nogen naturlov, at vi har et fællesskab, hvor de store ikke bare kan gøre som de vil. Og det kan de trods alt ikke, selv om de måske slipper godt fra at springe over, hvor gærdet er lavest ind imellem. Der er fortsat masser af områder, hvor Danmark som eksport- og transporttungt land har vital interesse i ordnede forhold hen over grænserne.

Især nu, da familien står overfor en større udvidelse.

Vi skal passe på, at der ikke går for meget indenrigspolitik i EU-spørgsmålet. Hverken i Tyskland, Frankrig eller her. Og vi skal overveje, hvor længe det er nødvendigt med de dødsyge EU-folkeafstemninger. De bomber os tilbage til de samme starthuller, som vi kom ud af i 1972, og rejser spørgsmålet om, hvorfor det repræsentative demokrati ikke skulle nyde samme tillid i EU-sammenhæng som i Folketinget. Ingen ville drømme om at sende finansloven ud til folkeafstemning. Det må man i øvrigt heller ikke. Godt nok havde Grundlovens fædre tillid til vælgerne ? men ikke i spørgsmålet om skatteudskrivning. Det er statens fundament. Man kan slås så det brager om fordelingen af midlerne og den politiske prioritering, der ligger heri, men grundlaget trækker man ikke væk.

I EU sammenhæng spiller Danmark en ? ud fra størrelsen ? overraskende rolle. Den danske model - med en vigtig rolle til arbejdsmarkedets parter, når de er enige - har vundet gehør, og de danske transportorganisationer kan berette om, at der bliver lyttet til vores stemme, hvor spinkel den end måtte lyde i det store kor. Det skyldes både organisationernes dygtighed og argumentets kraft.

Ingen tvivl om, at vi bliver rendt overende i en lang række tilfælde. Det er bestemt ikke alt i EU, der går efter vores hoved, og af og til må man ryste på det. Hvad har de nu fundet på i Bruxelles?

Men det er langt bedre end at skulle spørge: Hvad har de fundet på i Berlin? I Paris, i London, i Rom, i Wien, i Warszawa, i Athen?

Vi har brug for et forum, hvor det ikke kun handler om råstoffer og muskler. Vores styrke er viden og dygtighed. Derfor har vi brug for at blive hørt.

-----