For i samme øjeblik man kunne tale om dagpenge-besparelser ? hvor afbalancerede de end var ? kunne man tale om løftebrud. Og der blev straks koblet til Nyrups famøse efterløns-løftebrud. Man havde en sag ? man havde et symbol. At der næsten ikke var noget indhold i sagen, blev fuldkommen uvæsentligt i forhold til ordet ?løftebrud?. Man kunne ikke længere diskutere, om det var fornuftigt eller ej med den slags besparelser, om det var at gå ind på arbejdsmarkedets parters enemærker ? nogle vil kalde det et dagpengemæssigt ?tag-selv bord? - eller om det var at bryde selve ideen om, at dagpengesystemet er en forsikringsordning.

Regeringen måtte krybe til korset og trække forslaget tilbage under jubel fra oppositionen og skadefryd fra pressen.

Men det rører ved noget væsentligt. I en tid, hvor vi står over for store forandringer med EU-østudvidelsen, åbningen af verdenshandelen og knagen i mange af de tilvante fuger og bånd på den internationale scene ? ja, da kan regeringen ikke tage hul på tiltrængte reformer. Dels fordi den har iført sig selv nogle gyldne valgløfte-håndjern og dels fordi man aldrig kommer igennem med en regulær diskussion om tingene, hvis der er upopulære elementer involveret. Der går straks symbol i sagen, alle leder efter noget, der kan kaldes ?løftebrud?, signalere ?ideologi? ? udliciteringer f.eks. kaldes altid ?ideologiske? ? og man diskuterer ikke længere, om det er dumt eller klogt.

Det er folkestyret svøbe, at politikerne ikke tør gå i gang med de tunge sager. Alle, der dagligt arbejder med politik og økonomi, ved, at efterlønnen ikke kan overleve ? der er ikke råd til, at de store årgange trækker sig før tid og overlader det hele til de små.

Men det må man ikke sige højt, hvis man har politisk ansvar. Økonomer må sige det fra deres lærestole, politikere må kun sige det nærmest i enrum ? og imens kører det hele videre på bedste beskub.

Det er erhvervslivet og herunder ikke mindst transporten, som skal skabe grundlaget for det velfærdssamfund, som alle bekender sig til. Virksomhederne skal stå rustet til en gigantisk udfordring ? det er nu, vi skal markere os og sikre os fremtidens markedsandele. I disse år skal al vores knowhow og kompetence ud og virke i verden ? og vores danske selvtillid skal vedligeholdes og styrkes.

Derfor skal vi ikke styres af en politik, som begraver sig i fnidder og lammes af taktik.

Men erhvervslivet taler kun om markeder, profit og kolde kontanter. Andre vil velfærden. Sandheden er, at velfærd er penge. Hverken mere eller mindre. De skal tjenes og fortjenes. Og det er virksomhederne, som skal tjene penge hjem. Men det skal naturligvis ske på så dygtig en måde, at vi alle sammen kan være det bekendt ? miljø, arbejdsglæde, etik. Det kræver råderum og politisk opbakning. Ikke vælgerangst og grøftegravning.

Værdikamp er at udvide fokus og knække de stivnede rammer og refleksudløsende symboler, så man selv kan vælge og selv tage ansvar.

Det er for resten det, man gør i succes-virksomhederne.

-----