Der er ikke meget, vi kan stille op, når det store naboland sætter nye betingelser, så længe de er i overensstemmelse med EU-reglerne, og selv ville vi naturligvis have os frabedt, hvis transportører fra vore nabolandene ville bestemme, om Danmark skulle have den ene eller den anden form for - lad os sige - hastighedsgrænser. Det vil vi gerne selv styre.

Men vejskatten er et eksempel på, i hvor høj grad tingene hænger sammen - også over grænserne i det moderne erhvervsliv. Vi påvirkes, hver gang der sker ændringer.

Men det viser også i hvor høj grad et lille land som Danmark har brug for et godt EU-samarbejde for både at blive hørt og få chancen for at påvirke beslutninger, som rammer os, selv om de er designet til brug i andre lande.

EU kan ikke stoppe en tysk enegang i vejskatte-spørgsmålet, men kan sikre, at de nye regler ikke rammer helt vilkårligt eller beskytter tyske særinteresser på fællesskabets bekostning. Bedst ville det naturligvis være - når vejskat er uundgåelige i en række lande - at de blev udformet efter ensartede retningslinjer. Så de var ens for alle.

EU's styrke er jo ? når det lykkes ? evnen til at skabe fælles løsninger på fælles problemer og hindre, at de europæiske lande igen og igen bliver nummer sjok, fordi vi spænder ben for hinanden i stedet for at samarbejde om konkurrencekraft i forhold til det store verdensmarked.

I debatten om den ny EU-traktat og de mange forbehold, som dingler om anklerne på os og hindrer Danmarks frie bevægelighed i forhold til vore partnere, overser man ofte, at EU ikke er de store landes private klub. Det er snarere landenes garanti for, at ingen upåtalt kan køre sit eget løb - heller ikke selv om Frankrig tilsyneladende mener, at man godt kan overtræde den økonomiske musketér-ed.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har for nylig sagt det meget godt: Det er globaliseringen, der tager suverænitet fra Danmark, ikke EU. Det kunne være befriende, hvis vi i den kommende debat om ny traktat og forbehold kunne slippe for endnu en obligatorisk runddans i den forslidte argumentation, som har kværnet forud for hver eneste afstemning siden oktober 1972.

Vi er en del af Europa, hvad enten vi kan lide det eller ej. Transporterhvervet er et eksempel på, hvor snævert tingene er vævet sammen i det moderne verdenssamfund. Og der har aldrig været nogen reel mulighed for at melde sig ud af geografien og samhandlen med vore nuværende og kommende EU-partnere.

Hvor længe skal vi i diskussionen om fællesskabet bruge kræfterne på angsten for at blive opslugt ? af os selv og de andre; i stedet for at diskutere, hvor vi kan trænge igennem med danske bud på fælles løsninger og skabe dansk inspirerede forbedringer i bureaukratiet og beslutningsvejene.

Regeringen har ikke ret i alt, EU har bestemt heller ikke altid nogen heldig hånd. Men så må man bruge sin ret til at slås for sine egne synspunkter. Det er sundere end at vende det hele ryggen.

-----