23948sdkhjf

Mærsk kan fordoble godsmængden i Billund – men infrastrukturen mangler stadig

De nyåbnede luftfragtcenter er relevant for virksomheder, der ligger i en radius af 500 kilometer fra Billund Lufthavn

Det første gods er allerede pakket og sendt afsted med fly mod Kina. Og det er blot en af en lang række forsendelser fra Billund Lufthavn, der venter i fremtiden.

Lufthavnen regner nemlig med, at Mærsks nyåbnede fragtcenter over en årrække kan fordoble den nuværende godsmængde, som i 2022 var på næsten 77.000 ton. Dermed er fragtcenteret et vigtigt skridt i retningen af at realisere målet om 160.000 ton gods om året i 2040.

- Det betyder meget for den del af vores forretning, som handler om luftfragt. Under coronapandemien viste luftfragt sig at være vigtigt for lufthavnene. Selvom der ikke var nogle passagerer, var Billund Lufthavn en vigtig forsyningslinje for værnemidler, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Lufthavnen, og tilføjer:

- Vi ser os selv som et trafikknudepunkt ind og ud af Danmark. I forhold til luftfragt gælder det for virksomheder, der ligger i en radius af 500 kilometer fra Lufthavnen.

Manglende motorvej

Selvom mere gods er en gevinst for lufthavnen, er det ikke helt uproblematisk.

Allerede med den nuværende godsmængde er der et betydeligt pres på vejene omkring Billund Lufthavn, som ikke er gearet til de mange lastbiler. Derfor har både politikere og lufthavnen selv tidligere peget på, at det er nødvendigt at investere og udvikle infrastrukturen omkring lufthavnen.

Og der har faktisk været store planer på Christiansborg, om at koble lufthavnen på både jernbanen og motorvejsnettet. Men mens jernbaneforbindelsen for længst er blevet begravet, er der fundet finansiering til at bygge en motorvej mellem Billund og Give. Der er imidlertid ikke afsat nogle penge til at bygge anden etape af motorvejen, som skal forbinde lufthavnen mod syd.

- Vi håber selvfølgelig, at regeringen og folketinget finder de midler, der skal til. Jeg er godt klar over, at der måske ikke er råderum til det lige nu, men det håber jeg, at der kommer på et tidspunkt i løbet af de kommende år, siger Jan Hessellund.

Mærsks nye fragtcenter

Fragtcenteret i Billund består af et importområde på 4000 kvadratmeter og et eksportområde på 13.000 kvadratmeter. Samtidig er der lagerbygninger, kølelager, scanningsteknologi og et område til farligt gods.

Mærsk bruger sine egne fly til transporterne og fragtcenteret får derfor tilknyttet et hold af Mærsk-piloter, og en række medarbejdere til at servicere flyene.

Gods fra syd

Den manglende forbindelse mod syd kan vise sig at være et alvorligt problem. Allerede på åbningsdagen kom de første lastbiler med gods fra så langt nede i Europa som Frankfurt, og lufthavnen forventer generelt, at en stor del af godset kommer fra netop Tyskland.

Og lige nu kan de altså ikke køre til Billund ad motorvejen.

- Jeg er sikker på, at Mærsk har valgt os, fordi der kommer motorvej til Give. Men jeg tror også Mærsk har en forventning om, at den sidste del af strækningen bliver bygget, så vi kan få adgang til Nordeuropa, hvor en stor del af godsmængderne ligger, siger Jan Hessellund.

Udover infrastrukturen omkring lufthavnen, har det også været nødvendigt at investere i faciliteterne inden på selve lufthavnsområdet. Her skulle bygges nye veje og lagerhaller. Samtidig har lufthavnen været nødt til at købe nyt udstyr til at lodse og laste flyene med, så der ikke opstår flaskehalse når godsmængderne begynder at stige.

Ligesom alle andre typer fragt er luftfragten markedsfølsom, og det seneste års tid er der f.eks. sket et betydeligt fald i mængderne – i Billund Lufthavn såvel som globalt. Omvendt eksploderede luftfragten under coronapandemien, hvilket også gjorde sig bemærket i den midtjyske lufthavn. Derfor er det i sidste ende uvist, hvor meget gods, der i fremtiden kommer gennem lufthavnen, er i sidste ende umuligt at sige.

Fest på landingsbanen: Mærsk åbner luftfragtshub i Billund

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094