23948sdkhjf

Chauffører venter stadig på løn

BGL håber skandalesag fra Gräfenhausen-rasteplads vil gøre det lettere at ansætte lastvognschauffører fra tredjelande.

Antallet af lastvognschauffører, der holder stille på rastepladsen Gräfenhausen West i delstaten Hessen, er steget, siden en polsk speditør langfredag forgæves forsøgte at generobre kontrollen med sine lastvogne ved hjælp fra et uniformeret polsk vagtselskab, der ankom i en pansret bil.

De nyligt tilkomne kommer angiveligt fra andre rastepladser, efter de er blevet jaget bort.

Chaufførerne aktionerer fordi de angiveligt ikke har modtaget løn i mere end en måned. I nogen tilfælde er der ikke blevet udbetalt løn siden december.

Det skriver den ansete tyske avis Frankfurter Allgemine Zeitung.

Fælles for de ”strejkende” chauffører, der kører for den polske Mazur-koncern, er, at de kommer fra tredjelande uden for EU – størsteparten fra Georgien og Usbekistan.

Dermed udnytter speditøren et smuthul i EU’s regler, ved at indgå aftaler med virksomheder i de pågældende lande.

På den måde kan de køre i EU alene på et ”stort kørekort” og altså undgå at anvende det særlige førerkort, som EU kræver. Det gør det meget vanskeligt at kontrollere om chaufførerne fra tredjelande overholder EU’s arbejdstidsdirektiv.

Sagen har vakt stor opsigt i Tyskland – og der er kommet sympatitilkendegivelser fra en række fremtrædende politikere i Forbundsdagen i Berlin.

Arbejdsgiver

I arbejdsgiverforeningen Bundesverband für Güterverkehr und Logistik (BGL) kommer sagen ikke som en overraskelse. Her er man faktisk glad for, at sagen har vakt stor politisk opsigt. Ikke bare fordi, sagen har skabt opmærksomhed om de kummerlige forhold, som et stort antal lastvognschauffører kører under på vejen i EU.

Men også fordi BGL håber, at sagen kan være med til at gøre det muligt at ansætte lastvognschauffører fra tredjelande direkte, da der som bekendt er stor mangel på lastvognschauffører.

- Vi har fordømt disse forhold i årevis, siger Dirk Engelhardt, der er general manager i BGL til Frankfurter Allgemeine.

- Derfor er vi glade for, at forholdene nu kommer til den brede offentligheds kendskab, siger Engelhardt.

BGL har kendt til chaufføraktionen på rastepladsen Gräfenhausen i to uger. Arbejdsgiverforeningen indsatte på det tidspunkt 1.000 euro på rastepladsens badefaciliteter, så chaufførerne kunne bade. Bruserne skal dog nu være brudt sammen.

Hvis chauffører fra tredjelande skal opnå direkte ansættelse i en eksempelvis en tysk virksomhed, vil det kræve, at der udstedes et EU-pligtigt førerkort – der opbevarer data om chaufførens køre- og hviletid i to måneder.

Chauffører fra tredjelande er dog angiveligt ikke særligt interesseret i at skulle anvende førerkortet – formentlig fordi, det vil gøre det sværere for dem, at finde beskæftigelse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143