Brand i lagerbygning
Der er brand i en af Aarhus Proteins lagerbygninger i det sydøstlige Randers.
Det bekræfter Klaus G. Andersen, der er adm. direktør i Aarhus Protein, over for AgriWatch.
Direktøren vurderer, at branden i Randers er opstået på baggrund af utilsigtet vandindtrængen i bygningen, som har forårsaget fugtighed og dermed varmeudvikling.
- Der er nogle tusinde tons solsikkeskaller inde i bygningen, men vi har endnu ikke en idé om omfang af skaderne, hverken mængdemæssigt eller økonomisk. Lige nu er vi ved at slukke branden og separere lagerbeholdningen, siger han.
Branden rammer samme døgn som en Aarhus Proteins siloer kollapsede på havnen i Aarhus. Torsdag eftermiddag styrtede en af selskabets siloer, der indeholdt hestebønner, til jorden på Sydhavnsgade i det centrale Aarhus. Der er umiddelbart ikke tale om sammenhæng mellem de to begivenheder.
Kort efter skete der ifølge Ritzau torsdag røgudvikling i en 100 meter lang lagerbygning på virksomhedens lokalitet på Kastrupvej i Randers.
Natten til fredag kom der så en melding om, at det havde udviklet sig til en egentlig brand med ild i bygningens tagkonstruktion.
- Det kommer til at tage mange timer endnu det her, for vi skal have tømt det ud. Det er den eneste måde at være sikker på, at vi har fået endevendt det hele, sagde Anders Rathcke, der er operationschef i Beredskab og Sikkerhed, fredag til Randers Amtsavis.
Aarhus Protein blev stiftet i 2013 og beskæftiger omkring 30 medarbejdere. Virksomheden er ejet af Fredericia Shipping A/S og Copenhagen Merchants, der siden 1980’erne har leveret produkter og serviceydelser til den danske og internationale landbrugssektor.