23948sdkhjf

Storstrejke kan lukke for pakkelevering i Norge

Med risiko for yderligere tusindvis af strejkende bliver det umuligt for PostNord at have normal drift

Storstrejken i Norge har konsekvenser for mange dele af samfundet - og måske snart leveringen af pakker til nordmændene.

PostNord i Norge har nemlig med få undtagelser varslet alle ansatte om, at de kan blive hjemsendt fredag.

Det oplyser pressechef Haakon Nikolai Olsen til Nettavisen.

25.000 er på tværs af alle brancher aktuelt udtaget til strejke. Fredag kan det tal stige med 15.000, hvis konflikten fortsætter. Sker det, vil det ramme PostNord.

- Omfanget er så stort, at det ikke vil være muligt at fortsætte driften forsvarligt, så længe strejken pågår, siger pressechefen.

I alt 15 af 18 af PostNords terminaler risikerer at måtte lukke. PostNord havde i 2022 omkring 1500 ansatte i Norge.

Lønforhandlinger brød søndag sammen mellem norske arbejdsgivere og lønmodtagere. Strejken begyndte mandag.

Det er arbejdsgiverorganisationen NHO på den ene side og fagforeningerne LO og YS på den anden, der har forhandlet om medarbejdernes løn. Det er netop lønspørgsmålet, der skiller parterne.

Mange faggrupper har været involveret i strejken.

Det er blandt andet ansatte på bryggerier og i fødevareindustrien samt medarbejdere på norske færgeruter, der strejker.

Flere bryggeriers produktion er blevet ramt. Der har derfor blandt andet været meldinger om hamstring af Pepsi og øl.

Tidligere onsdag meldte den norske rigsmægler, at der ikke aktuelt er planlagt nye mæglingsmøder i konflikten, der af det norske nyhedsbureau NTB beskrives som "fastlåst".

Flere fagforeningerne melder, at de har midler til at trække strejken i langdrag, hvis det skulle blive nødvendigt.

De 11 LO-forbund, der strejker, har tilsammen midler til at strejke i 365 arbejdsdage svarende til halvandet år, skriver Aftenposten ifølge NTB. Forbundene har 5,4 milliarder norske kroner i deres strejkekasser. Det svarer til knap 3,5 milliarder danske kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109