23948sdkhjf

Farlige maskiner fylder i statistikken: Sådan undgår du ulykkerne

SCMNews bringer her en guide til, hvordan du som arbejdsgiver kan forebygge ulykker med gaffeltrucks og kraner

Kraner og gaffeltrucks er ofte indblandet i de dødsulykker, som rammer medarbejdere i transport- og logistiksektoren.

Det viser en gennemgang af de sidste fem års 34 dødsulykker, som SCMNews har foretaget.

I 12 tilfælde - altså mere end hver tredje dødsulykke - var der enten en kran eller en gaffeltruck involveret. De fleste af situationerne drejede sig om af- og pålæsning af gods og oftest var dødsårsagen, at medarbejderen blev klemt ihjel under selve trucken eller af gods, som blev tabt.

Tema: Arbejdsulykker

I de følgende dage sætter SCMNews fokus på arbejdsulykker i transport- og logistiksektoren. 

Antallet af arbejdsulykker i branchen har været stigende gennem de seneste fem år, og det er et problem for arbejdsgiver såvel som for den enkelte medarbejder i branchen. 

Sammenlignet med andre brancher er transportbranchen overrepræsenteret både i forhold til antallet af ulykker og antallet af dødsulykker. Det samme gælder brancher som landbruget og byggebranchen. 

En af del af forklaringen er arbejdet med store og tunge maskiner, kombineret med hårdt fysisk arbejde.

I artikler om arbejdsulykker hos SCMNews har både Susanne Linhart, chefkonsulent hos ATL, og Benny Nymark Andersen, arbejdsmiljøkonsulent hos 3F - Transport, påpeget faren ved de store maskiner der bruges til af- og pålæsning. 

- Ligegyldig hvordan vi vender og drejer det, så er det et arbejde, som indebærer store og tunge maskiner som bevæger sig. Der vil jo altid kunne opstå nogle situationer, hvor der er en risiko, lød det blandt andet fra Benny Nymark Andersen.

Herunder kan du læse, hvordan man bedst kan forebygge ulykker med henholdsvis gaffeltrucks og kraner. Listen er ikke uudtømmelig, og du kan finde mere information om både regler og forebyggende arbejde hos Arbejdstilsynet og hos arbejdsfælleskabet BAU Transport.

Undgå ulykker i forbindelse med kørsel med truck og el-hest

• Lav en politik for kørsel med truck eller el-hest i områder med faste arbejdspladser. 

• Passagertransport må kun ske, når trucken er indrettet til det. Trucken eller el-hesten må ikke anvendes til løft af personer. 

• Sørg for ryddelighed og tilgængelighed. 

• Sørg for plane underlag uden huller og niveauforskydninger. 

• Områder for gående og kørende trafik skal være adskilt. Der bør være afstribede færdselsveje og -gange og markerede aflæsnings- og vendepladser. Det kan være nødvendigt at ensrette færdselsvejene. 

• Ved udgange til lokaler hvor der køres med truck eller el-hest, skal der være mindst 1 meter mellem udgangen og kørevejen.

 • De steder, hvor der ofte er gående personer og samtidig kørende transportmidler, bør der opsættes personrækværk. 

• Reolstolper skal være sikret med påkørselsværn, afviserskinner eller lignende.

• Undgå at stable til stor højde og at gods rækker ud over trucken eller el-hesten. Få godt fat om godset, når det transporteres. 

• Sørg for at stable gods stabilt. Brug paller. 

• Gaflerne skal sænkes og masten tiltes bagud under kørsel med byrde, og gaflerne skal ligeledes sænkes til gulv, når trucken forlades. 

• Kørsel med last skal ske baglæns, når den skal ned ad en rampe, og når lasten hindrer udsynet. 

• Forsøg ikke at gribe faldende gods. 

• Stå aldrig ud af trucken før den står helt stille. 

• Sørg for klar og tydelig kommunikation mellem fører og hjælpere. Hav altid øjenkontakt. Hold øje med andre arbejdende.

• Vær ekstra opmærksom, når du starter og bakker. Brems trucken eller el-hesten helt før du stiger af - og spring aldrig af og på.

• Orienter dig grundigt ved udkørsel fra reolgange o.l. 

• Brug lukket sikkerhedsfodtøj - så fødder og tæer ikke kommer til skade ved

BAU Transport

Undgå ulykker i forbindelse med kraning

• Det er arbejdsgivernes ansvar i samarbejde med arbejdsmiljøkoordinatoren at planlægge kranarbejde, så det kan udføres forsvarligt. Husk at inddrage kranføreren og anhuggerne.

• Det er arbejdsgiverens ansvar, at kranføreren og anhuggerne er særligt udpeget, oplært og instrueret i arbejdet, samt at kranføreren har krancertifikat, når der er krav om det. Kranføreren skal være instrueret og uddannet til at betjene netop den kran, løftet bliver udført fra.

• Sørg altid for sikker kontakt mellem kranføreren og anhuggere, enten direkte eller fx med radio.

• Bruger anhuggerne og kranføreren tegngivning til at kommunikere, skal de være oplært og instrueret i fælles tegngivning. 

• Hvis kranens arbejdsområde ikke er afspærret, skal anhuggerne sørge for, at der ikke hejses henover personer.

• Når byrden transporteres i lav højde, skal anhuggerne styre den, hvis det bliver nødvendigt. Er der risiko for, at anhuggerne kan komme i klemme under transporten, skal de bruge en styreline.

• Sørg for at bruge egnet og efterset anhugningsgrej.

• Kranføreren skal ikke udføre løftet, hvis kranføreren vurderer at det kan være farligt.

Arbejdstilsynet

Godstransport kostede 34 menneskeliv på fem år

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078