23948sdkhjf

Leman-topchef: Fix problemer før de opstår

Leman: Transportkøberne ønsker forsyningssikkerhed og gennemsigtighed

Lemans administrerende direktør Bo Lindberg Andersen er ikke i tvivl om, hvad transportkunderne forventer af deres logistikleverandører i dag.

- Nøgleordene er gennemsigtighed og forsyningssikkerhed. Logistik er kommet meget højt op på dagsordenen på direktionsgangene. Det er noget, som selv topcheferne har fokus på efter de mange udfordringer, der ramt forsyningskæderne i kølvandet efter corona-pandemien. Tidligere var logistik jo noget, man overlod til indkøbsafdelingen og det skulle bare være så billigt som muligt. Fragtprisen er naturligvis stadig vigtig. Men forsyningssikkerheden er blevet et centralt fokus for rigtigt mange kunder. For hvis ikke varen er der, når forbrugeren efterspørger den, så finder forbrugeren et alternativ, siger Bo Lindberg Andersen til SCMNews.

Hvis du for eksempel skal bruge en hvid T-shirt og plejer at købe et bestemt brand, så vil forbrugeren i langt de fleste tilfælde vælge en T-shirt fra et andet mærke. Derfor er det lig med tabt salg for speditørens kunde, når kundens vare ikke på hylden i butikkerne.

Visibilitet betyder, at kunden får ro i maven, når han selv kan se at transporten forløber planmæssigt, og det gør det muligt for speditøren at reagere hurtigt, hvis der opstår problemer Bo Lindberg Andersen, adm. direktør i Leman

Happy flows

- Derfor er gennemsigtighed i forsyningskæden blevet vigtigere end nogen sinde før. Visibilitet betyder, at kunden får ro i maven, når han selv kan se at transporten forløber planmæssigt, og det gør det muligt for speditøren at reagere hurtigt, hvis der opstår problemer, så han kan aftale med kunden, hvordan man løser et problem. Det er derfor vi har investeret i et nyt og moderne transport management system, siger Bo Lindberg Andersen.

- Så længe kunden har et ”happy flow”, der gør at hans varer altid er ude på hylderne, så er han glad. Det går jo faktisk fint igen for langt de fleste af fragterne. Det er den lille andel, hvor der opstår forsinkelser, hvor vi som speditør skal bevise vores værd. Det er her vi skal finde løsninger, siger Bo Lindberg Andersen og forklarer:

- Hvis der er en container, der misser en forbindelse, så skal vi vide det….helst inden det sker. Så kan vi reagere finde en alternativ løsning. Det kan være et andet skib, der så ankommer tre dage senere, eller sende fragten videre med fly fra Dubai eller tage containeren af i Hamborg og så køre den til Danmark.

Grundlæggende så vil man gerne have så lidt investeret i forsyningskæden, men der skal være nok til man ikke mister salg.

Bo Lindberg Andersen lægger ikke skjul på, at det er en vanskelig balancegang.

- Erfaringerne viser, at man var blevet for ”lean.” Læren er at gennemsigtighed i forsyningskæden og agilitet og evnen til at finde alternative løsninger er afgørende, hvis man som speditør skal fastholde kunderne.

Geopolitisk usikkerhed

Lemans administrerende direktør fastslår, at selv om der nu er rigeligt med ledig kapacitet på containerskibene, så er der stadig en betydelig usikkerhed – ikke mindst geopolitisk. Der er sammen med en høj inflation med til at lægge en dæmper på volumenerne i forsyningskæderne.

- Jeg tror første halvår i år bliver relativt stramt. Derefter vil det begynde at gå opad igen. Den økonomiske uro har ført til, at virksomhederne har nedbragt deres lagre, forbrugerne har holdt på pengene. De har købt alle de fjernsyn og køleskabe, de kan bruge. Derfor har de også sparet op og vil hellere bruge pengene på ferier og oplevelser.

Nogen af Lemans kunder er ramt hårdere end andre.

...på lidt længere sigt vil væksten vende tilbage. Her er det som transport- og logistikvirksomhed vigtigt, at man er klar til at følge med når volumenerne igen begynder at stige. Bo Lindberg Andersen, CEO, Leman

- Vores eksisterende kunder er ramt af konjunkturerne i varierende grad, men generelt er volumenerne gået ned. Derfor er konkurrencen om kunderne også blevet hårdere. Samtidig er der en generel forsigtighed i øjeblikket, som både findes i virksomhederne og hos forbrugerne. Men på lidt længere sigt vil væksten vende tilbage. Her er det som transport- og logistikvirksomhed vigtigt, at man er klar til at følge med når volumenerne igen begynder at stige. At man kan vise kunderne at man er robust nok til at kunne investere i øget kapacitet, når behovet opstår. Her står Leman stærkt, fordi vi har et meget solidt økonomisk fundament. Samtidig har vi gennem krisen vist, at vi bliver ved med at levere varen.

Beskeden personaletilpasning

De faldende volumener har også betydet, at Leman har måttet tilpasse medarbejderstaben.

- Men det er kun en lille andel af vores ansatte, som vi har måttet sige farvel til. Det handler i høj grad om, at vi over de sidste 3-4 måneder har holdt igen med at genbesætte stillinger. Vi tror på, at volumenerne vil begynde og stige igen, Derfor er det også vigtigt, at vi fastholder alle de medarbejdere, som vi selv har uddannet. Det er jo dem, der skal levere servicen til vores kunder. Derfor er de også meget vigtige for Leman.

Cyklisk branche

Jeg har været så lang tid i den her branche, at jeg godt ved at transport- og logistik er en cyklisk sektor. Volumenerne går ned i øjeblikket, men det vil vende på et tidspunkt. Ser man på containerraterne, så er de nede på et niveau, hvor det må gøre ondt på containerrederierne. Derfor vil de også tage noget af kapaciteten ud af markedet, så den kommer til at passe til efterspørgslen. Når volumenerne begynder at vokse igen, så vil efterspørgslen få fragtraterne til at stige.

Dertil kommer, at der er nogle nye trends på forbrugermarkederne i Fjernøsten, der vokser mere end end de gør i Europa. Det vil påvirke det globale fragtmarked på forskellig vis. Det er jo det sjove ved transport og logistik – det forandrer sig hele tiden, slutter Bo Lindberg Andersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11