23948sdkhjf

Toms udliciterer distributionen i Tyskland

Slikproducenten Toms Gruppen har besluttet at droppe den nuværende distribution af sine varer i Tyskland og overdrage markedsføring og distribution til en ekstern distributør.

Det oplyser Toms Gruppen i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at koncernen har tabt et tocifret millionbeløb i euro på det tyske marked, siden man i 2012 købte  den Bremen-baserede chokoladeproducent Hanseatisches Chocoladen Kontor, HCK.

Med købet fik Toms Gruppen de to chokoladebrands Hachez og Feodora med  i sin produktportefølje.

- Siden overtagelsen har Toms Gruppen med sit tyske datterselskab arbejdet på at skabe en sund og profitabel forretning på det tyske hjemmemarked. På trods af mange tiltag og investeringer, blandt andet i 2019 med flytningen af produktionen fra HCK’s ældre fabrik i Bremen til Toms Gruppens nyetablerede, topmoderne fabrik i Polen, er det ikke lykkes for HCK at skabe overskud, konstaterer Toms Gruppen i pressemeddelelsen.

Planen er, at overdragelsen til en ekstern distributør skal ske fra januar næste år. Dermed mister omkring 60 ansatte i det tyske datterselskab deres job.

- Vi ved, at alle job i HCK i sidste ende vil gå tabt med disse planer. Men vi har med stor respekt og alvor måttet indse, at der ikke er andet økonomisk holdbart alternativ og andre måder at skabe en fremtid for vores to tyske brands, Hachez og Feodora, siger Toms Gruppens topchef Annette Zeipel.

Toms Gruppens private label- og erhvervskundeforretning på det tyske marked fortsætter og vil fremover blive håndteret fra koncernens hovedkontor i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078