23948sdkhjf

DI Transport opfordrer flyveledere til at droppe konflikt

DI Transport-direktør Karsten Lauritzen beder flyveledere om at finde en fælles løsning med Navair

- Kære flyveledere – drop gidseltagningen

Sådan indleder direktøren for DI Transport, Karsten Lauritzen, et åbent brev til flyvelederne om det stigende antal forsinkelser, der rammer både passager og luftfragtstrafikken:

De ekstraordinært mange flyforsinkelser og aflysninger i København som følge af mangel på flyveledere kan løses – hvis flyvelederne vil. Dansk Luftfart og DI Transport opfordrer flyvelederne til ikke at udnytte situationen ved at fremsætte ekstreme lønkrav. Der er i stedet brug for, at flyvelederne finder en fælles løsning sammen med Naviair, så vi sikrer bemandingen her og nu.

Mangel på flyveledere

De seneste 4 – 5 uger har rejsende i Københavns Lufthavne oplevet ekstraordinært mange aflysninger og lange forsinkelser. Af 19.200 flyvninger i april var omkring halvdelen af alle ankomster og afgange forsinket mere end et kvarter. Det påvirkede flere end en million rejsende. Dertil kom 400 aflysninger, der ramte omkring 60.000 rejsende. For langt de fleste af forsinkelserne er årsagen mangel på flyveledere i Naviairs ind- og udflyvningskontrol til Københavns Lufthavn.

- Situationen er meget alvorlig. Luftfarten er på vej videre fra COVID19. Men nu følger så dette. Det er i sagens natur aldrig optimalt, når man skal bede medarbejderne om at tage ekstravagter for at få vagtplanen til at gå op, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør Dansk Luftfart og DI Transport og fortsætter:

- Omvendt virker det helt urimeligt og ganske udansk at flyvelederne, midt i en overenskomstperiode, udnytter situationen til at forsøge at forhandle så massive permanente lønforhøjelser for at hjælpe virksomheden i en kortere periode, indtil der igen er flere hænder. Det vidner om, at flylederne reelt godt kan og vil levere løsningerne, men kun hvis de får nogle ekstreme lønforhøjelser og andre goder på toppen af de i forvejen meget vellønnede jobs. Og det er faktisk reelt sådan, at den nuværende situation let kunne afværges, hvis bare flyvelederne i ganske begrænset omfang ville tage ekstravagter, siger Karsten Lauritzen, han.

Mange ekstravagter

Ekstravagter er en løsning på den korte bane, og det har selvfølgelig en pris. Flyveledere har et meget ansvarsfuldt og krævende job. Det ved Naviair godt, og de er også beredt på at finde en midlertidig – og lukrativ – løsning for flyveledernes ekstravagter. Mange tiltag er også sat i søen for løse udfordringerne på langt sigt, blandt med uddannelse af flere flyveledere. Men det tager tid, så der er brug for en midlertidig løsning her og nu.

- Det er passagererne, der først og fremmest mærker konsekvenserne af den opståede situation. Det er urimeligt. Men også luftfartsselskaberne og lufthavnen skal betale prisen for aflysninger og forsinkelser – dels i tabt omsætning, utilfredse kunder og eventuelle kompensationer til passagerer, siger Karsten Lauritzen.

- Som det fremgår af medierne, beder Naviair flyvelederne om i en afgrænset periode at tage ekstravagter i et omfang, så flyvelederne stadig vil arbejde i gennemsnit under 40 timer ugentligt. Det er ikke optimalt, men det er dog en løsning, der burde være indenfor rækkevidde. DI Transport og Brancheforeningen Dansk Luftfart vil derfor appellere til flyvelederne om at bevare jordforbindelsen og finde en win-win løsning sammen med Naviair, afslutter Karsten Lauritzen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063