Tre spadestik tættere på Nordhavnstunnelen
Den længe ventede forlængelse af Nordhavnsvejstunnelen kom torsdag tre spadestik tættere på en realisering. Det skete da transportminister Thomas Danielsen (V), Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og By & Havns administrerende direktør Anne Skovbro fra By & Havn tog torsdag den 11. maj 2023 det første spadestik til den nye tunnel.
Tunnelen forlænger Nordhavnsvejstunnelen med 1,4 kilometer og forventes at forbedre adgangsforholdene til byudviklingsområderne i indre og ydre Nordhavn i København markant. Herunder også for lastbiltrafikken til og fra den nye containerterminal, der ifølge planerne skal opføres på ydre Nordhavn.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
BESIX - MT Højgaard JV er entreprenør på det store anlægsprojekt.
Flytter tung trafik
Transportminister Thomas Danielsen (V) udtalte efter spadestikket:
- Med forlængelsen af Nordhavnsvejstunnelen bliver det nemmere for beboere og pendlere at komme til og fra Nordhavn, og tunnelen flytter også den tunge trafik væk fra gaderne på Østerbro. Samtidig er tunnelen fremtidssikret i forhold til fremtidens infrastrukturbeslutninger, da tunnelen er gjort klar til, hvis vi beslutter at bygge en Østlig Ringvej.
Østre ringvej
I Københavns Kommune, som overtager tunnelen når den står færdig, er der også stor tilfredshed med, at projektet nu er i gang. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns Kommune, sagde:
- Nordhavnstunnelen bliver et kæmpe plus for københavnerne og for udviklingen af Nordhavn som en endnu større bydel med mange tusinde beboere og arbejdspladser. Den sikrer, at vi får bundet den nye bydel sammen med resten af byen, ligesom den fjerner store dele af den tunge trafik fra Østerbros gader. Sidst men ikke mindst baner tunnelen vejen for den kommende Østlig Ringvej, der vil aflaste trafikken i centrum og gøre luften renere for københavnerne.
Letter vejtransporten
Helt fra start har der været et tæt samarbejde mellem Vejdirektoratet og By & Havn
Administrerende direktør Anne Skovbro, By & Havn, sagde i sin tale:
- Med den næste etape af Nordhavnstunnelen går udviklingen af området ind i en helt ny periode. De første faser af metroen og cykelstierne er allerede velfungerende i Nordhavn. Med denne tunnel bliver vejtransporten endnu lettere, bl.a. for lastbiler til den fremtidige containerterminal og Unicefs verdenslager og selvfølgelig ikke mindst for de mange beboere og arbejdspladser, der allerede er her og de mange, som kommer i fremtiden.”
Fakta om Nordhavnstunnelen
Nordhavnstunnelen bliver en 1,4 kilometer lang tunnel, som skal skabe mere direkte adgangsforhold til byudviklingsområderne i ydre og indre Nordhavn. Adgangen til havneaktiviteterne i området bliver også forbedret og en stor del af den tunge trafik vil blive flyttet væk fra det øvrige vejnet på Østerbro.
Vejdirektoratet anlægger Nordhavnstunnelen i samarbejde med Københavns Kommune og By & Havn.