23948sdkhjf

Kaos i Københavns Lufthavn tvinger Norwegian til at overveje alternativer

Norwegian har henvendt sig til den danske regering for at udtrykke bekymring for flyvelederkonflikt

Norwegian er begyndt at kigge på muligheden for at afvikle flyafgange fra andre steder end Københavns Lufthavn.

Det skyldes flyvelederkonflikten i København, der har ført til forsinkelser for tusindvis af passagerer de seneste uger.

Det siger Norwegians administrerende direktør, Geir Karlsen, til Ritzau.

- Vi er nødt til at kigge på alternative lufthavne, som ligger tæt på Københavns Lufthavn, siger han.

- Om det er muligt med så kort varsel, det ved jeg ikke, lyder det.

- Men konflikten giver anledning til en voksende bekymring, og den bekymring vil vokse yderligere, som kapaciteten vil stige hen over sommersæsonen, siger Geir Karlsen.

Norwegian har allerede henvendt sig til den danske regering for at udtrykke bekymring for den nuværende situation.

Selskabet har desuden været i kontakt med luftfartsselskabet SAS i forbindelse med konflikten.

Konflikt om ekstravagter

Det er mangel på flyveledere i Københavns Lufthavn, der har ført til en konflikt mellem Naviair, der styrer trafikken i det danske luftrum, og flyvelederne.

Naviair ønsker blandt andet, at medarbejderne tager ekstravagter.

Samtidig mener flyverlederne, at ekstravagterne har fået for stort et omfang. De har udtalt, at de har taget over 1500 ekstravagter det seneste år.

Manglen på flyveledere skyldes blandt andet afskedigelser under coronakrisen. Her var der ikke samme behov for flyveledere som nu.

Men efter der igen er kommet gang i luftfarten, er der opstået en mangelsituation.

De to parter mødtes torsdag, men der blev ikke fundet en løsning, lød det efterfølgende i en pressemeddelelse.

En alvorlig udmelding

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, er det en alvorlig udmelding, som Norwegian kommer med fredag.

- Norwegian er det næststørste luftfartsselskab i København, siger han.

- Hvis det begynder at trække fly ud for at placere dem andre steder, så er det et bevis på, hvor skadelige de her forsinkelser er.

Han vurderer, at samme overvejelser kan komme til at gøre sig gældende hos SAS.

- Man kan ikke udelukke, at SAS kommer til at kigge på det, fordi selskabet skal levere et produkt, som det kan leve med, siger han.

- Men SAS er mere rodfæstet i København end Norwegian, så de vil have sværere ved at omdirigere sine fly.

En opgørelse fra april viste torsdag, at 45 procent af flyvningerne i Københavns Lufthavn var forsinkede.

I maj er forsinkelserne fortsat i stor stil.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063