23948sdkhjf

Klimaaktivister afbrød trafikken i lufthavn

Ifølge Bild er klimaaktivister fra gruppen "Letzte Generation" brudt ind på landingsbaner i to lufthavne

Klimaaktivister i Tyskland er torsdag morgen brudt ind på to lufthavnes landingsbaner for at afbryde flytrafikken. I den ene af lufthavnene, Hamburg Lufthavn, var flytrafikken afbrudt i flere timer indtil omkring 10.20 dansk tid.

- Af sikkerhedsmæssige årsager er flytrafikken i øjeblikket indstillet, fordi uautoriserede personer har fået adgang til lufthavnens område, skrev lufthavn torsdag morgen.

På hjemmesiden FligthRadar24, der følger flytrafikken, kan man omkring 10.20 dansk tid se, fly lette fra lufthavnen igen.

Torsdag var ifølge nyhedsbureauet Reuters starten på skoleferien og derfor en stor rejsedag. Der er planlagt omkring 330 afgange og ankomster for omkring 50.000 passagerer torsdag i Hamburg Lufthavn.

Ifølge den tyske avis Bild har aktivister også været på banen i lufthavnen i Düsseldorf. Her har tysk politi dog været på stedet for at håndtere aktivisterne.

I Düsseldorf var flytrafikken blokeret i en kortere tidsperiode, inden den blev genoptaget.

Klimaaktivister fra gruppen "Letzte Generation" skriver på Twitter, at de står bag.

- Vi protesterer imod regeringens manglende planlægning og lovbrud i klimakrisen, skriver gruppen i et af opslagene.

I en video, der er lagt op, kan man se aktivister i orange veste, der på billeder og videoer tilsyneladende limer deres ene hånd til landingsbanerne.

I en af beskederne skriver gruppen, at aktionerne i Düsseldorf og Hamburg begge skal være begyndt klokken seks torsdag morgen.

Aktivisterne har ifølge Bild klippet et hul i hegnet til lufthavnenes områder og er gået ind. I Hamburg er de cyklet ind på landingsbanerne, mens de i Düsseldorf er gået til fods.

De blokerede landingsbaner ser ikke ud til at få den store påvirkning på flytrafikken fra Danmark.

Der var ikke planlagt afgange fra Billund Lufthavn til hverken Hamburg eller Düsseldorf torsdag, fremgår det af den danske lufthavns hjemmeside.

En afgang fra København til Hamburg klokken otte torsdag morgen er blevet aflyst. Det er ifølge Københavns Lufthavn dog ikke relateret til aktivisternes blokade i Hamburg.

En afgang til Hamburg 14.25 ser ud til at blive afviklet som planlagt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08