23948sdkhjf

Nu er Kina ramt af deflation efter prisfald i juli

For første gang siden februar 2021 faldt Kinas forbrugerpriser i juli. Deflationen var i juli på 0,3 procent

Mens store dele af verden efterhånden er blevet vant til usædvanligt høje inflationsniveauer, står Kina i en helt anden situation.

Her kan man konstatere, at markedet er ramt af deflation. Med andre ord falder priserne på varerne i de kinesiske butikker.

Sammenlignet med juli sidste år var forbrugerpriserne i Kina 0,3 procent lavere i juli år, viser tal fra Det Nationale Statistikbureau i Kina ifølge Reuters.

Der er dermed tale om en deflation - eller negativ inflation - på 0,3 procent.

Det er første gang siden februar 2021, at der er prisfald på varerne i Kina.

Dog er det ikke helt uventet, at det er den vej, det går på det kinesiske marked. Således stod Kina på kanten af deflation allerede i juni.

Her var forbrugerpriserne uændrede sammenlignet med samme måned året forinden. Og i maj registrerede Kina en minimal stigning i forbrugerpriserne på 0,2 procent over 12 måneder.

Deflation en udvikling, hvor forbrugerpriserne i et land falder.

Hvis det varer ved i en længere periode, er det et problem for økonomien, fordi det kan få forbrugerne til at holde igen med pengene i forventning om, at de kan få mere for pengene på et senere tidspunkt.

Når efterspørgslen falder, tvinges virksomheder til alt skrue ned for produktionen, og det kan føre til fyringer eller i hvert fald afholde virksomhederne fra at ansætte nye medarbejdere.

Desuden kan det få producenterne og forretningerne til at sænke priserne yderligere, selv hvis udgifterne til produktionen opretholdes.

Deflation kan således være et tegn på og udtryk for økonomisk tilbagegang.

Kina har været udfordret af, at efterspørgslen på kinesiske varer både i og uden for Kina i første kvartal af 2023 var faldende.

Det har fået den kinesiske regering til at gennemføre en række politiske tiltag, som skal styrke økonomien. Og ifølge Reuters er der flere på vej.

Ifølge nyhedsbureauet AFP oplevede det kinesiske marked også en periode med deflation i slutningen af 2020 og begyndelsen af 2021.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063