23948sdkhjf

Skuffende erhvervstillid kan slå store skår i dansk eksport

Nye tal viser, at erhvervstilliden i eurozonen falder mere end ventet. Det kan ramme dansk eksport hårdt

Erhvervstilliden skuffer fælt i eurozonen, som viser svaghedstegn.

Det viser onsdagens PMI-tal, der er et mål for indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation. Tal under 50 angiver et fald i den økonomiske situation.

Erhvervstilliden i eurozonen falder til 47,0 i august fra 48,6 i juli.

- Det tegner til at blive en mere udfordrende tid for virksomhederne og økonomien i eurozonen.

- Der er ikke decideret tale om katastrofestemning, men det tegner helt klart til at blive en mere udfordrende tid.

Det siger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en skriftlig kommentar.

Tilliden har ellers ligget over 50 i de første fem måneder af 2023, men er siden juni gået under 50 og indikerer nu tilbagegang.

Laveste i 33 måneder

Mere end halvdelen af den danske eksport går til den europæiske økonomi og beskæftiger op mod en halv million danske arbejdspladser.

- Den ringere erhvervstillid er brandærgerligt med danske briller. Såfremt opbremsningen i den europæiske økonomi tager til, kan den ramme den danske eksport og danske arbejdspladser, lyder det fra cheføkonomen.

Det nye PMI-tal er det laveste i 33 måneder og viser en tydelig pessimisme i økonomien.

Den kommer i lyset af en europæisk økonomi, der har været utrolig svag, og efter at Den Europæiske Centralbank (ECB) har gennemført en kraftig opstramning af pengepolitikken og sendt renterne kraftigt i vejret.

Det påpeger cheføkonom hos Dansk Industri Allan Sørensen i en skriftlig kommentar:

- Det suger tempoet ud af økonomien og humør ud af indkøbscheferne.

Både industrien og servicesektoren viser svaghedstegn. I industrien lyder tilliden på 43,7 mod 42,7 for en måned siden. I servicesektoren er der lidt bedre stemning med 48,3 i august. I juli lød den på 50,9.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078