Dachser opruster på vej i Danmark
Den store familieejede tyske logistikudbyder Dachser har unævnt Peter Hut, 43 år, som country manager for vejtransport i Danmark.
Det oplyser Dachser Denmark i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at udnævnelsen skal styrke ledelsesstrukturen.
43-årige Peter Hut, General Manager for Dachser Denmark i Hvidovre, er den 1. juli 2023 udnævnt til Country Manager for Dachser European Logistics Denmark. Han fortsætter i sin rolle som General Manager for Hvidovrefilialen sideløbende med ansvaret som Country Manager. Indtil nu har rollen som Country Manager for Danmark været varetaget af René Sidor, Managing Director for Dachser Nordic.
- De seneste års kriser har vist os, at en stor del af vores identitet som virksomhed bygger på vores evne til at skabe langvarige relationer til både vores medarbejdere, kunder og servicepartnere. Det er en egenskab, der gør os til en pålidelig logistikleverandør og et trygt valg af samarbejdspartner, og det skal vi blive ved med at være, udtaler Peter Hut.
- Hvis vi i de kommende år skal kunne fortsætte vores vækstrejse i Danmark, må vi sørge for at være på forkant med markedsudviklingen. Derfor styrker vi nu vores ledelsesstrukturer i Skandinavien, udtaler René Sidor, Managing Director for Dachser Nordic.
22 års logistikerfaring
Peter Hut har 22 års erfaring fra logistikbranchen og Dachser. Han har blandt andet boet og arbejdet for Dachser i Danmark, Sverige, Tyskland og England, hvor han var med til at etablere en filial i Dartford. De seneste godt 10 år har han haft ansvaret for at lede filialer i Dachsers nordiske vejtransportnetværk, først i Stockholm, derefter Göteborg og endelig i Hvidovre.
Logistikudbyderen har et klart strategisk mål om at være kundernes førstevalg, når det gælder integrerede logistisktjenester, og samtidig en stabil og pålidelig partner for sine samarbejdspartnere. En forudsætning for dette er en tæt dialog med virksomhedens kunder og samarbejdspartnere i et omskifteligt marked.
Stykgodsnetværk
- Dachsers force er vores stykgodsnetværk, forklarer Peter Hut.
- Men de seneste års kriser har vist os, at en stor del af vores identitet som virksomhed bygger på vores evne til at skabe langvarige relationer til både vores medarbejdere, kunder og servicepartnere. Det er en egenskab, der gør os til en pålidelig logistikleverandør og et trygt valg af samarbejdspartner, og det skal vi blive ved med at være.