Så vigtig er SAS-redning for luftfragten i København
Når det handler om luftfragt, er SAS en nøglespiller i Københavns Lufthavn. Derfor har det stor betydning for luftfragten i lufthavnen, at flyselskabet i sidste uge blev reddet fra en konkurs af en gruppe investorer.
Det fortæller Morten Mortensen, Senior Director for Airline Sales i Københavns Lufthavn, til SCMNews.
- SAS er det selskab som flyver mest cargo til og fra Københavns Lufthavn. Dermed er det af stor betydning for de interkontinentale fragtmængder, at SAS forbliver en stærk aktør, siger han og fortsætter:
- Hvis SAS ikke havde været i CPH, ville en del af fragten være overtaget af andre luftfartsselskaber. Men en ganske stor del ville sandsynligvis være kørt på landevejene til større lufthavne i Europa og fløjet ud derfra.
Han peger samtidig på, at SAS ikke alene flyver dansk fragt ud af København, men også bruger København som hub for fragt til og fra det øvrige Skandinavien.
Fakta om redningsaktionen
Efter tre år på fallittens rand trådte et konsortium til og reddede SAS med en investering på 12,9 milliarder svenske kroner.
Konsortiet består af Castlelake, Air France-KLM, Lind Invest og den danske stat.
De fire parter deler nu SAS mellem sig på følgende måde:
* Den danske stat øger sin ejerandel til 25,8 pct.
* Castlelake på en ejerandel på 32 pct.
* Flyselskabet Air France får en ejerandel 20 pct.
* Den danske erhvervsmand Henrik Lind får gennem selskabet Lind Invest får knap 9 pct.
Vigtig dansk eksport
Det er ikke kun lufthavnen i Kastrup, der nyder godt af SAS´s centrale rolle i København.
Ifølge Morten Mortensen er det nemlig også afgørende for særligt Danmarks blomstrende medicinalindustri, at have adgang til effektiv transport til de interkontinentale eksportmarkeder.
- SAS Cargo er med deres IATA CEIV Pharma certificering en stor aktør inden for pharma-transport, siger han.
I dag er Pharma en af de største varegrupper i Københavns Lufthavn. Samtidig er det en eksportvare, som har stor betydning for Danmarks økonomi. Den seneste tid har flere medier eksempelvis berettet, hvordan den danske vækst formentlig ville være nærmest ikke eksisterende, hvis det ikke var for medico-giganten Novo Nordisk.
- Derudover, er der en lang række andre industrier, som konkurrencemæssigt også har behov for et effektivt distributionsnetværk ud af CPH. Her står SAS meget stærkt på transporter til især det store amerikanske marked, siger Morten Mortensen.
En stabil aktør
I sidste ende er det uvist, hvor stor en del af luftfragten ud af København som ville blive grebet af andre aktører. Udover den bellyfragt, som flyselskaberne stiller til rådighed, tilbyder de såkaldte “integratorer”, som DHL Express og FedEx også ekspresforsendelser til andre europæiske lufthavne.
Morten Mortensen understreger dog, at det giver fleksibilitet og stabilitet, at en stor aktør som SAS spiller en central rolle i lufthavnen.
- Fragt på passagerfly har ofte den fordel at der er flere ugentlige frekvenser, hvilket giver eksportørerne større fleksibilitet og SAS har traditionelt haft daglige afgange på f.eks. mange af deres interkontinentale ruter, siger han.