Ekstra times transittid til internationale godstog
Banedanmark er klar til at håndtere eventuelle forsinkelser og flaskehalse når godstog skal ind og vende på Københavns Hovedbanegård indtil årets udgang.
Det fortæller Nicolai Smidt Sigsgaard, der er områdechef for trafikstyrring i Banedanmark, til SCMNews i et interview om de praktiske konsekvenser af den store omlægning af godsbanetrafikken, der vil sende op til 36 godstog ind over Hovedbanegården i døgnet.
- Det der konkret kommer til at ske i de her fem uger, hvor de internationale godstogene skal ind over Københavns Hovedbanegård for at skifte retning, så de kan komme videre, er at transporttiden forlænges med cirka én time, siger Nicolai Smidt Sigsgaard.
Områdechefen for trafikstyring bekræfter over for SCMNews, at godstogene skal helt ind på perronerne på Hovedbanegården for at vende, inden de kan fortsætte. Det vil naturligvis også påvirke passagertogstrafikken i perioden.
- Derfor har DSB også valgt at tynde lidt ud i deres regionaltogstrafik i de fem uger, for at få plads til godstogstrafikken, forklarer Nicolai Smidt Sigsgaard.
Banedanmark oplyser i en pressemeddelelse, at godsbaneoperatørerne til gengæld må vige for passagertrafikken på den store rejsedag 22. december.
- Her har vi i samarbejde med godsbaneselskaberne netop valgt at friholde Københavns Hovedbanegård, så al juletrafikken kan afvikles.
Normalisering af trafikken
Til SCMNews spørgsmål om, hvornår den internationale godsbanetrafik gennem Danmark forventes at være normaliseret siger Nicolai Smidt Sigsgaard:
- Her er forventningen, at godstogene kører normalt igen fra 1. januar, 2024, når sporarbejderne er færdige ude ved Ny Ellebjerg.
Hvad sker der, hvis anlægsprojektet bliver forsinket?
- Nu følger vi projektet meget tæt i de uger, hvor sporarbejdet foregår. Det er klart, hvis der skulle ske noget under vejs, så skal vi fortsætte med at sende godstog ind over Hovedbanegården indtil sporarbejderne er fuldført. Det vil også betyde, at transporttiden vil være forlænget med en time ekstra indtil sporarbejderne ved Ny Ellebjerg er afsluttet.
Grundig forberedelse
Trafikomlægningen har krævet en omfattende planlægning.
- Vi har jo forbered os på at køre godstogene ind over Københavns Hovedbanegård i månedsvis. Det er sket i tæt samarbejde med godsbaneselskaberne, passagertrafikken og så selvfølgeligt også med de godsvirksomheder, der bliver ramt af den længere transittid. Vi kommer som nævnt også til at følge projektet meget nøje, så vi føler os rigtigt godt klædt på til at håndtere de ting, der kan opstå. Men det er klart, at der kan opstå forsinkelser og flaskehalse i løbet af processen. Men det er vi klar til at håndtere, fortæller Nicolai Smidt Sigsgaard.
Godstog vejer jo typisk noget mere end passagertog. Forventer I at det vil skabe støjproblemer?
- Nej det gør vi ikke fordi godstogene på vej ind til Hovedbanegården – også når de kører helt ind på perronerne – vil køre med meget lav hastighed. Det er klart, at de larmer noget, men det gør de andre tog også og der er er ikke noget, der vil øge støjen.