Mærsk-tidsplan for grønne brændsler skrider
A.P. Møller Mærsk når ikke at skaffe den mængde metanol, rederiet får brug for i 2025.
Det fortæller Morten Bo Christiansen, ansvarlig for grøn omstilling i Mærsk, til Børsen.
- Der er ingen tvivl om, at vi over de seneste år har set forsinkelser i produktionen. Så vi kommer ikke til at nå ambitionen for 2025. Vi havde aldrig troet, at vi kunne få tilstrækkeligt med brændstof fra dag ét, men udfordringerne i markedet gør, at tidsplanen skrider, siger Morten Bo Christiansen.
Forhåbningen var at skaffe 750.000 tons metanol, produceret på CO2-reducerende til den tid. Det ville være nok til at drive 19 metanolskibe, som Mærsk forventer at råde over i 2025.
Mærsk har 24 skibe i sin metanolordrebog. I sommer fik Mærsk leveret sit første metanolskib, 'Laura Mærsk', som blev navngivet i København i september. Seks yderligere vil blive leveret frem mod 2027. Derudover går der brancherygter om, at rederiet er ved at indgå aftale om 10-15 skibe yderligere.
Har backup
Kan der ikke skaffes nok metanol betyder det ikke af den grund, at skibene vil ligge stille.
De, som er bestilt indtil nu, er udstyret med totakts dual fuel-metanolmotorer. Det er nødvendigt, da metanolen kræver en smule diesel - et såkaldt "pilotfuel" for at fungere. Men det betyder også, at skibene kan sejle på eksempelvis biodiesel eller almindelig bunkerolie.
Efterspørgslen på brændslerne bliver stadig større fra andre rederier. I oktober havde containerrederier erden over 139 metanoldrevne skibe i ordrebogen, lød det fra analysehuset Alphaliner. Det er foruden de de metanolskibe, som er på vej i andre undersegmenter af skibsfarten.
Store aftaler
A.P. Møller Mærsk har ganske vist ikke ligget på den lade side. Rederiet har indgået flere håndfulde af aftaler med producenter om at aftage forskellige mængder metanol om to-tre-fire år.
For eksempel blev sløret denne uge løftet for den hidtil største med den kinesiske Goldwind, som forpligter sig til at levere 500.000 ton metanol årligt fra 2026. Aftalerne indeholder dog usikkerheden, at de ikke er juridisk bindende.
Derudover har koncernen i sensommeren stiftet brændstofselskabet C2X, ejet 80 pct. af holdingselskabet A.P. Møller Holding og 20 pct. af A.P. Møller Mærsk, som har taget de første skridt mod selv at opbygge store metanolfabrikker ved Suezkanalen i Egypten og i den spanske havneby Huelva.