Houthi-angreb mod skibsfart i Det Røde Hav afværget af USA
USA's styrker i Det Røde Hav har tirsdag nedskudt en række droner og missiler, som var blevet sendt afsted mod skibe i området fra Houthi-bevægelsen, som sidder på magten i det meste af Yemen.
Det oplyser den amerikanske militære centralkommando, Centcom, ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag.
Oplysningen om, at der var sket angreb mod skibsfarten i Det Røde Hav kom allerede tirsdag aften fra selve Houthi-bevægelsen, som havde udtalt sig til det arabiske medie al-Jazeera.
Der forelå på daværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvorvidt nogen skibe var blevet ramt, eller om nogen personer var kommet til skade.
Situationen i Det Røde Hav
Siden slutningen af november har flere skibe været udsat for angreb i Det Røde Hav i farvandet, der leder op til Suezkanalen.
Angrebene er begået af Houthi-bevægelsen, der kontrollerer store områder i det borgerkrigsramte Yemen.
Militsen har både angrebet skibe med raketter og droner og gennemført deciderede skibskapringer.
Ifølge Houthi-bevægelsen selv skal angrebene ses som en protest mod Israels krigshandlinger i Gaza-striben og de mange palæstinensiske ofre. Angrebene har dog også ramt skibe uden synlige bånd til Israel.
Angrebene har fået en lang række af de største containerrederier til at fravælge ruten gennem Suez-kanalen og i stedet tage den lange omvej syd for Afrika. Det øger transporttiden med omkring 10 dage.
For at undgå nye angreb og sikre transporten gennem Suez, har en amerikansk-ledet koalition sendt krigsskibe til Det Røde Hav. Også Danmark har bidraget til indsatsen.
Centcom oplyser natten til onsdag, at der hverken er sket materiel skade eller personskade.
Amerikanske og britiske styrker skød i alt 18 droner, 2 krydsermissiler og 1 ballistisk missiler ned, lyder det fra kommandoenheden.
Ifølge Centcom var dronerne de såkaldte selvmordsdroner, som Iran producerer.
Yemens Houthi-bevægelse får støtte fra al-Quds-styrken, som er en specialenhed under Irans Revolutionsgarde, der udfører specialoperationer og efterretningsarbejde.
Houthi-bevægelsen begyndte sidste år at udføre angreb mod Det Røde Hav, som er en af verdenshandlens vigtigste skibsruter.
Havet er den eneste vej til Middelhavet gennem Suezkanalen, hvorigennem 12 procent af verdenshandlen går, og den alternative rute går hele vejen ned om Afrikas sydlige spids.
Houthi-bevægelsen har tidligere meldt ud, at den angriber skibsfarten i området for at presse Israel til at stoppe med at angribe den væbnede islamistiske bevægelse Hamas i Gazastriben.
Ifølge stribens eget sundhedsministerium, som kontrolleres af Hamas' politiske bureau, har 23.210 personer mistet livet i Israels bombardementer over området.
Tallene dækker over perioden efter 7. oktober, hvor Hamas brød over grænsen til Israel og ifølge israelske tal dræbte omkring 1200 personer - mestendels civile.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Krisen i Det Røde Hav.