Mærsk scorer stor svensk kunde
A.P. Møller - Mærsk skal transportere containere med lavemissions brændstoffer for den svenske supermarkedskæde Ica i løbet af året.
Det står klart, efter at Ica har indgået en aftale om grøn søtransport med Mærsk.
Aftalen med den danske transportkæmpe Mærsk gælder for 2024 og indebærer transport af cirka 1.800 containere årligt. Det drejer sig om transport af både fødevarer og andre varer fra blandt andet Asien.
Tidligere havde Ica allerede en aftale med Mærsk, men det nye transportkoncept "ECO Delivery Ocean" forventes at reducere udledningerne med 80 procent.
- Vi har længe arbejdet aktivt på at reducere udledningerne fra ICAs landtransporter ved hjælp af forskellige former for fossilfrie brændstoffer, forbedret transportoptimering og anvendelse af jernbane. Nu tager vi også skridtet for at reducere udledningerne fra vores søtransport, hvilket føles fantastisk, udtaler Emma Lindström, logistikdirektør hos Ica Sverige, i en kommentar.
- At være med tidligt i omstillingen af søfragter betyder også, at vi bidrager til teknologiudviklingen for hele branchen.