Leder: Tre dødsulykker er tre for meget
Optimisten ser som bekendt et halvfyldt glas, mens pessimisten ser selvsamme glas som halv tomt.
På samme måde kan man også selv vælge, om man vil fokusere på det positive eller det negative i Arbejdstilsynets seneste opgørelse over ulykker.
Er man optimist vil man glæde sig over, at arbejdet med godstransport “kun” krævede tre menneskeliv i 2023. Det er nemlig et væsentligt lavere antal end det gennemsnit på 6,4 årlige dødsulykker, som de seneste år har været den barske realitet i branchen.
Er man i stedet pessimistisk, vil man begræde, at transportbranchen endnu engang placerer sig i den forkerte ende af statistikken. Sammen med landbruget og byggeriet er transporteren blandt de sektorer, hvor flest medarbejdere mister livet.
Uanset hvordan man betragter statistikken, kan man dog ikke komme uden om, at tre mennesker mistede livet. Og det er næppe nødvendigt at påpege, at hver eneste dødsulykke er en tragedie. Det handler om menneskeliv, og bag statistikkens kolde tal står der efterladte familier og venner med et helt ubærligt tab.
Men dødsulykker rammer også transportsektoren som helhed. For en branche, der skriger på arbejdskraft, er det ikke ligefrem et drømmescenarie at have ry for at være blandt de farligste på arbejdsmarkedet.
Sagt på en anden måde; Ingen - hverken arbejdsgiver eller arbejdstager - har interesse i, at det skal være forbundet med livsfare at gå på arbejde. Derfor bør ingen af parterne stille sig tilfreds, før branchens tal for dødsulykker går i nul.
Her kunne skeptikeren indvende, at det er umuligt helt at undgå alvorlige ulykker, når man som i transportbranchen arbejder med store og tunge maskiner.
Men selvom de farlige maskiner unægtelig altid vil indebære en risiko, kan de altså ikke bruges som undskyldning. Der findes også risici i andre industrier, uden at det af den grund medfører en topplacering, når Arbejdstilsynet optæller dødsulykker. I offshore-industrien har man eksempelvis længe haft et relativt lavt antal ulykker, selvom arbejdet her heller ikke er ufarligt.
Årsagen er det exceptionelle fokus på sikkerhed, som altid har præget offshore-branchen. Samme tilgang bør herske i transportsektoren. Men det kræver selvsagt, at arbejdsgiveren tager ansvar for sikkerhedskulturen, indfører sikre arbejdsprocedurer og sørger for, at det rette materiel er til rådighed.
Også uddannelse bør vægtes højt. Meget transportarbejde sker nemlig langt fra arbejdsgiverens matrikel, og derfor er det nødvendigt, at transportvirksomhederne fokuserer målrettet på at vejlede medarbejderne i at udføre opgaverne på en sikker og forsvarlig måned.
Alt det gør mange arbejdsgivere sikkert allerede. Man må formode at de fleste virksomheder vægter sikkerhed højt, og at de fleste ledere arbejder målrettet på at undgå, at medarbejderne kommer til skade.
Men der findes desværre også arbejdspladser, hvor der ikke er styr på sikkerheden, og hvor medarbejdernes velbefindende må vige for indtjening, effektivitet og drift. Her er der kun én ting at sige: Tre dødsulykker er simpelthen tre for meget.
