Analytiker: Mærsk løber om kap med tiden
A.P. Møller - Mærsk er i et kapløb med tiden.
Rederiet skal nemlig hurtigst muligt få gang i indtjeningen i deres logistikdivision, hvis ikke hele koncernen skal løbe ind i nogle voldsomme problemer.
- Det er nok for tidligt at sige, at der er noget strukturelt i vejen med logistikdivisionen. Men lige nu leverer den ikke den nødvendige indtjening, siger Mikkel Emil Jensen, som er senioranalytiker hos Sydbank.
Han påpeger, at Ocean-divisionen kæmper med underskud, som følge af den voldsomme overkapacitet af containerskibe, der presser fragtraterne ned.
Lige nu bliver effekterne af overkapaciteten mindsket af situationen i Det Røde Hav. Det kræver nemlig flere containerskibe at holde forsyningskæderne i gang, når rederierne skal sejle syd om Afrika. Men når Suez-kanalen engang åbner, vil overkapaciteten ramme Mærsk som en hammer, og formentlig få underskuddet til at vokse.
Hvis hele koncernen ikke skal se ind i et gabende underskud, er det derfor bydende nødvendigt, at få gang i indtjeningen i den logistikdivision, der var forudset til at redde rederiet i modgangstider.
- Hele logistikstrategien skulle sikre Mærsk en stabilitet når det gik ned af bakke for ocean-divisionen. Logistikdivisionen var altså netop designet til også at fungere godt i modvind, og det gør den altså ikke rigtigt, siger analytikeren.
Lang vej endnu
Logistikdivisionen har i de seneste kvartaler været præget af tilbagegang, og kæmpet hårdt med en dalende lønsomhed.
Trods en lille fremgang i omsætning i det seneste kvartalsregnskab faldt driftsresultatet yderligere og overskudsgraden ligger nu på 1,5 pct., hvilket er langt under de 6 pct., som Mærsk selv har sat som målsætning.
Mærsk fremhæver selv, at divisionens lave indtjening skyldes to problemer. Først og fremmest er det gået for langsomt med at fylde de mange nye varelagre op, og derudover har virksomheden oplevet problemer med to vejtransport-kontrakter i USA, der har medført en del stigende omkostninger.
Regnskabsår | 2024 Q1 | 2023 Q1 |
Valuta | USD | USD |
Omsætning | 3,5 mia. | 3,47 mia. |
Driftsresultat (Ebit) | 54 | 135 mio. |
Overskudsgrad (Ebit-margin) | 1,5 pct. | 3,9 pct. |
Kilde: A.P. Møller - Mærsk |
Tiden rinder ud
Mikkel Emil Jensen er da også fortrøstningsfuld om, at virksomheden kan forbedre indtjeningen i løbet af året, hvis ledelsen formår at få styr på de konkrete problemer der hiver indtjeningen ned lige nu.
- Forhåbentlig er der også nogle produktivitetsforbedringer i vente i form af nogle af alle de fyringer de har lavet. Jeg havde egentlig forventet, at se resultaterne allerede her i første kvartal, men det har så ikke været tilfældet, siger Mikkel Emil Jensen, og tilføjer:
- Man skal også huske, at Mærsk har foretaget en lang række opkøb og investeringer inden for logistik. Det tager noget tid, inden man kan høste de fulde effekter af den ekspandering.
Analytikeren påpeger dog samtidigt, at vi formentlig skal ind i 2025 før logistikdivisionen begynder at levere en indtjening, som er høj nok til at kunne fungere som en stabil modvægt til nedgangen i Ocean-divisionen.
- Ledelsen fremhæver selv, at de ved hvad der skal til for at gøre det bedre. Men om det bliver tid nok til at kunne afbøde effekterne fra situationen i Det Røde Hav, det er svært at sige. Potentielt kan Suez-kanalen jo åbne i løbet af de næste par måneder, slutter han.