23948sdkhjf

Mærsk vil bruge milliarder på at øge kapaciteten på Aarhus Havn

Onsdag blev planlagt udvidelse af Aarhus Havn sat på pause. Mærsk ønsker at øge nuværende kapacitet

Havneoperatøren APM Terminals, der er ejet af den danske rederigigant Mærsk, er klar til at investere to milliarder kroner i at udnytte pladsen på Aarhus Havn bedre.

Det oplyser selskabet til DR.

Udmeldingen kommer, efter at der er blevet sat en politisk stopper for den planlagte udvidelse af havnen.

- Nu da man har taget en beslutning om ikke at udvide havnen, så er det vores opgave at komme med en løsning for, hvordan vi bedst muligt kan servicere den plads, vi har til rådighed, siger administrerende direktør for APM Terminals Keith Svendsen til mediet.

Han regner med, at investeringerne kan være med til at øge den nuværende kapacitet med 50 procent. I dag håndterer selskabet cirka 750.000 containere årligt, skriver DR.

Det var forligspartierne bag udvidelsen af Aarhus Havn, der onsdag valgte at sætte projektet på pause "i en årrække".

Det skal i stedet være op til et nyt byråd efter kommunalvalget næste år at beslutte, om projektet skal genoptages.

Det Mærsk-ejede selskab, der er den største operatør på havnen, vil blandt andet gennemføre en kapacitetsudvidelse ved at lægge et ekstra lag containere oven på dem, som allerede befinder sig på havnen.

Og så vil det investere i fuldautomatiske maskiner, som kan sættes i arbejde døgnet rundt.

Udvidelsen af Aarhus Havn har været mange år undervejs, men blev i slutningen af maj stoppet af Planklagenævnet.

Nævnet gav medhold i en klagesag, da "miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljørapport ikke er opfyldt", lød det dengang. Samtidig led vurderingen af "væsentlig retlig mangel".

Efterfølgende lød det fra forligspartierne i Aarhus Byråd, at en ekstern undersøgelse skulle afdække, hvad der var gået galt i kommunens arbejde med udvidelsen.

Her lød det, at kommunen stadig havde planer om en udvidelse af havnen. Derfor skulle lokalplanen genbesøges.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062