Amerikansk konkurs punkterer danske drømme om brintfly
En amerikansk konkurs sætter en pind i hjulet på de danske planer for at udvikle brint til indenrigsflyvninger i Danmark.
Virksomheden Universal Hydrogen skulle ellers have leveret brint-teknologi til det danske flyselskab DAT. Men ifølge Fagbladet Ingeniøren måtte virksomheden i denne uge smide håndklædet i ringen, da der ikke længere var nok kapital til at opretholde driften.
Ifølge Ingeniøren har den amerikanske virksomhed særlig lidt under øgede omkostninger og høje renter. Det har dog også været en kamp at få hevet investeringer hjem, fordi der i USA hersker en frygt for, at Donald Trump igen bliver præsident. Mange forventer nemlig, at han vil sløjfe de tilskud til udvikling af brint-teknologier, som Biden-administrationen har indført.
På vingerne i 2025
Universal Hydrogen er baseret i Californien og Frankrig, og på virksomhedens hjemmeside kan man læse, at den blandt andet står bag en teknologi, der kan konvertere eksisterende regionalfly til at flyve på brint. På hjemmesiden fremgår det desuden, at virksomheden forsøgte at udvikle brintteknologi til helt små fly, og til andre transportmidler som tog og færger.
Som SCMNews tidligere har beskrevet, var det netop den første løsning, som Universal Hydrogen skulle have leveret til DAT. Planen var, at virksomheden skulle ombygge DAT´s ATR72-fly til brintdrift. Selve brinten til flyene skulle leveres af Everfuel.
De tre samarbejdspartnere forventede, at de første brintdrevne fly kunne være på vingerne allerede i 2025. Nu ser det ud til at en af taburettens tre ben er knækket, og der skal som minimum findes en ny leverandør af brintteknologien til flyene, inden målet om brintdrevne indenrigsfly kan realiseres.
Et udfordrende brændstof
Til forskel for konventionelt flybrændstof, har brint den åbenlyse fordel, at der ikke udledes andet end vand, når det bruges som brændstof. Dermed kan teknologien vise sig at være en vigtig del af den grønne omstilling af luftfarten.
Brint har imidlertid visse udfordringer som brændstof. Det gælder i særdeleshed for flydende brint, som på grund af den lavere tankvægt er den brintform der giver længst rækkevidde. Flydende brint skal nemlig opbevares under ekstremt lave temperaturer, da kogepunktet for brint er -253°C ved atmosfærisk tryk.
De seneste år er der dog sket fremskridt for teknologien. Sidste efterår lykkedes det eksempelvis den tyske virksomhed H2Fly at gennemfører den første bemandede flyvning med et brintfly.
Læs mere her:
Historisk: Flyver på flydende brint for første gang