Der er brand i PostNord-bygning i Sønderjylland
Der er tirsdag udbrudt brand i en industribygning i Hammelev. PostNord bekræfter, at det er deres bygning
PostNord Der er tirsdag udbrudt brand i et af PostNords distributionscentre, der ligger i Sønderjylland. Alle medarbejdere er i sikkerhed, oplyser PostNord. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er brand i en PostNord-bygning i Hammelev i Sønderjylland.
Det bekræfter PostNords pressevagt tirsdag over for Ekstra Bladet og Ritzau.
- Det er hos os. Alle vores medarbejdere er i sikkerhed, siger pressevagten til Ritzau.
Der er ifølge Ekstra Bladet tale om et af PostNords distributionscentre, og det er uvist, om der er pakker og breve på stedet.
Bekræftelsen fra PostNord kommer, efter at Syd- og Sønderjyllands Politi i et opslag på X har skrevet, at brandvæsen og politi var rykket ud til brand i en industribygning i Hammelev.
- Alle personer meldes ude, skriver politiet.
Bygningen ligger tæt på Sønderjyske Motorvej E45.
/ritzau/