Erhvervshavn installerer stor "powerbank"
Korsør Havn får installeret og integreret et batterisystem, der skal stabilisere strømforsyningen til erhvervshavnens aktiviteter.
Det sker i regi af EU-projektet REDII Ports, der har til formål at fremme brugen af VE og intelligent energianvendelse i havne i EU.
- Projektet er en vigtig milepæl i vores bestræbelser på at fremme grøn energi og reducere havnens CO2-udledning. Nu kan havnen lagre strøm, når det er mest fordelagtigt, og så bruge strømmen, når der er mest brug for det, udtaler Jimmi Jørgensen, havnedirektør i Korsør Havn i en pressemeddelelse.
Samarbejde og fremtidsperspektiver
REDII Ports-projektet forventes ikke kun at gavne havnen, men også Korsør by, da opladning af batterierne, når strømmen er billig og miljøvenlig, og levering af strøm tilbage til havnen under peak-belastninger vil reducere belastningen på det lokale elnet og dermed bidrage til en mere stabil og bæredygtig energiforsyning i området.
- Projektet indeholder mange perspektiver, som vi ser frem til at samarbejde med vores partnere i REDII Ports-projektet om. Erfaringer vi kan dele med andre havne, så vi sammen kan fremme den grønne omstilling, udtaler Jimmi Jørgensen.
Grøn omstilling er en del af havnens strategi
REDII Ports-projektet, som er planlagt til at være afsluttet i september 2025, er også et eksempel på udmøntningen af Korsør Havns strategi for 2023-2030, som blandt andet fokuserer på en grøn profil i havnedrift og udvikling af havnen i samspil med omverdenen.
- Deltagelsen i REDII Ports understøtter vores strategiske mål om at være en erhvervshavn, der aktivt bidrager til den grønne omstilling både lokalt og regionalt. Projektet er derfor også et vigtigt skridt i vores mission om at drive havnen med en grøn profil og skabe værdi for både erhvervslivet og samfundet omkring os, udtaler Jimmi Jørgensen.
REDII Ports-projektet baner også vej for yderligere grønne energitiltag, som for eksempel at installere solceller på havnens bygninger.
FAKTA OM REDII Ports
- REDII PORTS-projekt (Renewable Energy Development and Intelligent Implementation in Ports) er en del af Interreg North Sea Region Programme 2021-2027.
- Projektet er medfinansieret af EU med 60 procent og har et samlet budget på €8,3 millioner.
Kilde: Korsør Havn