Danmarks største robotanlæg får ny logistikdirektør

Ahlsell Danmark har udnævnt Morten Laumann som ny logistikdirektør efter 15 år som distributionschef i virksomheden. Laumann får ansvaret for en organisation på 250 medarbejdere, primært på logistikcenteret i Billund, som huser Danmarks største robotanlæg.
Det skriver Ahlsell Danmark i en pressemeddelelse.
- Morten Laumann er den naturlige arvtager til rollen som logistikdirektør. Han har 15 års erfaring som distributionschef i Ahlsells logistikcenter i Billund, hvor han har indgået i ledelsen og sat et stort fingeraftryk på de mange strategiske projekter, vi har gennemført de senere år som et led i vores ambitiøse vækstrejse, udtaler Claudio Christensen, adm. direktør for Ahlsell Danmark.
FAKTA OM: Ahlsell
Ahlsell er en en svensk koncern, der er førende distributør inden for teknisk installation.
- På verdensplan omsætter Ahlsell for ca. 50 milliarder svenske kroner og beskæftiger næsten 8.000 medarbejdere i 300 butikker og fire centrallagre.
I Danmark beskæftiger Ahlsell ca. 850 medarbejdere i tre forretningsenheder:
- Sanistål: Leverandør til industri, byggeri og andre brancher.
- Ahlsell REF: Leverandør af helhedsløsninger for direkte og indirekte køle- og varmepumper.
- VVS-Trading: Leverandør af VVS-artikler til især byggemarkeder og andre detailhandlere.
Kilde: Ahlsell