Postnord sælger distributionscenter i Brøndby
Postnord har varetaget postomdeling fra det 2.869 kvadratmeter store distributionscenter i Brøndby, men nu har selskabet solgt ejendommen.
- PostNord er en virksomhed i rivende udvikling, og vi er i fuld gang med at omstille os til en virkelighed, der er fyldt med pakker, og hvor brevene fylder mindre. Det betyder også, at vi hele tiden kigger på, hvilke sites vi har behov for på kort og langt sigt. Derfor har vi valgt at sælge vores ejendom i Priorparken 850 i Brøndby, siger Torben Lambert, salgs- og udlejningschef hos PostNord, i en pressemeddelelse.
Det er Sahva, der har købt bygningen. Den 145 år gamle sundhedsvirksomhed er Danmarks største udbyder af kropsbårne hjælpemidler som proteser, fodtøj og indlæg med mere end 40 klinikker over hele landet.
Virksomheden har været på udkig efter et nyt sted i et års tid, men nu er valget faldet på Priorparken 850 i Brøndby.
- Vi har i lang tid været på udkig efter en ejendom. Vi har haft svært ved at finde den rigtige, da vi oprindeligt havde et ønske om at beholde vores logistik og teknik sammen med hovedkontor og klinik. Det viste sig desværre ikke at kunne lade sig gøre i forhold til myndighedskrav og vores forventninger til en ny ejendom, siger Rene Engskov, direktør i Sahva.
Selvom der har været udfordringer med at finde den rigtige placering, er direktøren tilfreds med at overtage distributionscentret fra Postnord. Der skal dog noget arbejde til for at leve op til myndighedernes krav til sundhedsvirksomheden.
- Vi er meget glade for den løsning, vi er endt med. Priorparken, hvor Sahva logistik og teknik flytter til, har gode faciliteter og efter en istandsættelse kan ejendommen leve op til de myndighedskrav, som vi skal efterleve, herunder krav til støj og ventilationsanlæg, siger Rene Engskov.
Det er EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har stået for salget, og han fremhæver ejendommens placering.
- Ejendommen har et grundareal på 8.334 m2i et fuldt udbygget og eftertragtet erhvervsområde i Priorparken i Brøndby. Der er en god infrastruktur med blot et par kilometers afstand til motorvejsnettet og jernbanespor tæt på. Derfor er det let for medarbejdere, gæster og andre at komme til og fra ejendommen, siger Frank Kristensen, partner og ejendomsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech.