23948sdkhjf

Logistikfirma omstillede forretningen, da krisen bankede på døren

I foråret måtte Tony Jakobsen stoppe op og tænke sig godt om. Hans virksomhed System Transport, der er hjemmehørende i Herning og hovedsageligt ernærer sig ved at løse logistikopgaver for tøjbranchen, måtte se sig hårdt ramt, da Danmark lukkede ned som følge af pandemien.

- I løbet af den første måned tabte vi over 40 pct. af vores omsætning. Den forsvandt som dug for solen. Jeg tænkte, ”det går helt galt” og ringede straks til revisoren for at få ham til at undersøge mulighederne for hjælpepakker, fortæller Tony Jakobsen til Fremtidens Logistik.

Han stod overfor et valg: Enten skulle han, som mange andre virksomheder valgte at gøre det, sende medarbejderne hjem med en lønkompensation og vente på, at hjulene kom i gang igen – eller han skulle bide tænderne sammen og forsøge at vende krisen til noget positivt.

Ny mulighed bankede på døren

Ret hurtigt begyndte der at tegne sig en mulighed – System Transport, der for størstedelen beskæftigede sig med B2B-logistik, begyndte at få forespørgsler fra kunderne på at løse flere B2C-opgaver. Det valgte Tony Jakobsen at udnytte, og dermed skulle virksomheden pludselig omstilles til at løse en ny type opgaver - og det endda midt under en pandemi.

- Mange logistikfirmaer ville sige, at B2C er et presset marked, hvor folk ikke vil betale for ydelserne, men det er alligevel lykkedes os at få noget fornuftigt ud af det. Vi har faktisk klaret det over al forventning, siger Tony Jakobsen, og fortsætter:

- I de seneste måneder er vores B2B så småt begyndt at løfte sig igen, og med det samme kan vi se, at den volumen, vi har fået ind på at lave B2C, ikke er gået ret meget ned. Altså kan vi se, at mange af vores kunder måske har åbnet en ny salgskanal, som med tiden kan blive rigtig vigtig for dem, især når det gælder vores tøjkunder.

Kostbar proces

De nye opgaver gav rigeligt med arbejde til den faste stab, og da ledelsen samtidig besluttede at stoppe med at tage vikarer ind pga. smitterisiko, så blev det muligt at holde alle beskæftigede og ikke en krone blev indhentet fra hjælpepakkerne.

Men selvom det lyder rosenrødt, så var det ikke en billig omgang for virksomheden pludselig at lægge driften om. Tony Jakobsen anslår, at der er brugt over 6 mio. kr. på omstillingen alene. Men når han ser tilbage på beslutningen i dag, ved han, at det var det rigtige at gøre.

- For mig at se er vi kommet styrket igennem. Jeg forventer, at vi kommer ud af året med et plus, og det på trods af Corona og det store tab af omsætning, som vi oplevede i foråret, siger han, og fortsætter:

- En stor del af æren ligger hos vores ansatte, som har været fantastiske til at omstille sig, og deres indsats har været beundringsværdig. Jeg tror på, at krisen har givet os et større sammenhold, og det er afgørende for, at det har været muligt at vende skuden. Når der er modgang, så skal vi nok vise dem.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078