Konkurs: Corona-nedlukning sender logistikfirma til tælling
Pakke- og logistikforetagendet Citylogistik er under konkursbehandling ved Sø- og Handelsretten. Lyngby-virksomhedens indgav selv begæringen om rekonstruktion, der efter overdragelse af selskabets aktiver er endt i en konkurs af den resterende del af selskabet.
- Vi har været på kapitaljagt, og der var egentlig mange, der ville rejse penge til casen. Men problemet var, at byerne var lukket ned i Danmark, og det er jo klart, at når der skal rejses penge, så er spørgsmålet: ‘Hvornår begynder I at tjene penge?’ Det var ikke til at svare på, når Danmark og Europa var lukket ned, siger tidligere direktør Casper Svensson til Fremtidens Logistik.
Citylogistik havde i december 2020 22 ansatte.
Allerede i sidste års regnskab rejste revisorerne betydelig tvivl om selskabets fortsatte drift. 2020 blev altså ikke vendepunktet, og Citylogistik kom under rekonstruktion sidst i januar i år, hvilket nu altså er endt i konkurs.
Citylogistik lever videre på nye hænder
Citylogistik forsvinder dog ikke helt. Det forklarer advokat David Rachat-Nielsen, Lou Advokater, der repræsenterer Martin Storm Rasmussen, der overtager dele af Citylogistik.
- Citylogistik gik i rekonstruktion, og som led i denne konstaterede man, at det eksisterende selskab ikke kunne overleve. Derfor har man lavet en aktivoverdragelse, hvor man har sat aktiviteten ud til et nyt selskab, siger han.
Ideen bag Citylogistik var, at firmaet opsamlede informationer fra deres kunder om, hvornår på ugen og hvad tid på døgnet, de ønskede at få leveret pakker. Herefter blev denne information brugt til at indgå aftaler med kundernes mange leverandører, som i stedet for at levere pakkerne én og én direkte hos kunden, afleverede alle pakkerne på Citylogistiks lager, hvor alle pakkerne herefter blev leveret i én samlet transport til kunden
Det nye selskab overtager dele af Citylogistiks lokationer, biler og medarbejdere. Citylogistik havde i 2020 logistik-lagre i Roskilde, Lyngby, Trekantområdet og Aarhus, mens de samme år markerede sig, da de modtog 11 elektriske varebiler fra MAN, hvilket gjorde dem til indehaver af en af de største flåder af netop MAN’s elektriske varebiler.