Logicenters bygger stort i Køge
Første spadestik er taget til Logicenters 16.000 kvadratmeter store logistikcenter i Køge, og bygningen, der opføres med fokus på bæredygtighed, forventes at stå færdig til udlejning i starten af 2022.
I 2020 købte Logicenters et grundareal på 160.000 kvadratmeter i Skandinavisk Transport Center i Køge, og i løbet af de kommende år vil den ambitiøse udvikler og -investor inden for logistikejendomme opføre anlæg på i alt 68.000 m² i området. Allerførste spadestik er netop taget og opførelsen af et logistikanlæg på 16.000 m² gået i gang. Ejendommen bygges med henblik på udlejning til klima- og miljøbevidste kunder og forventes færdigt til næste forår. Blandt andet vil det bæredygtige byggeri have mulighed for at installere solceller på taget, fortæller Mattias Kettelhoit, Head of Logicenters.
- Vi er meget glade for at have taget det første spadestik til vores nye ejendom i Skandinavisk Transport Center. Køge har logistisk set en ekstrem god beliggenhed i Øresundsregionen i nærheden af Kastrup Lufthavn samt flere motorveje og havneanlæg. Vi ser frem til at byde velkommen til en kommende lejer af dette topmoderne og bæredygtige logistikanlæg, siger Mattias Kettelhoit.
Logicenters udvikler og ejer logistikejendomme med god beliggenhed i Norden, og råder over et areal på næsten 1,5 millioner kvadratmeter. Logicenters er leverandør til flere større logistikvirksomheder, herunder Bring, DHL, DSV og PostNord.