23948sdkhjf

Kunstfond hylder IC3-tog som eksempel på godt design

Der findes næppe en dansker, der ikke på et eller andet tidspunkt har rejst med et IC3-tog mellem landsdelene.

Nu præmieres togene af Statens Kunstfond for godt design.

- Der er tale om enestående dansk industridesign, som på eksemplarisk vis forener det æstetiske med det funktionelle, siger Anne Damgaard, Kunstfondens Legatudvalg, i en pressemeddelelse.

Det er 30 år siden, IC3-togene blev taget i brug. I sidste uge meddelte DSB, at man køber 100 eltog, der frem mod 2030 skal erstatte de nuværende IC3- og IC4-tog.

Selv om det er tre årtier siden, de første IC3-tog rullede ud over skinnenettet, holder designet ifølge Kunstfonden stadig.

- Her 30 år efter sin jomfrurejse svarer designet fortsat på komplekse krav med en indlysende enkelhed og elegance, der gør, at toget stadig føles tidssvarende, siger Anne Damgaard.

Der er 96 IC3-tog i drift i Danmark. Togene er bygget af det daværende ABB Scandia i Randers i perioden 1989 til 1998.

De blev designet af nu afdøde designchef i DSB Jens Nielsen.

Kendetegnende for togene er "den sorte snude" - en sort gummimembran, som bruges til at koble togene sammen med.

Det første tog stævnede ud fra Københavns Hovedbanegård 13. januar 1990 med kurs mod Frederikshavn.

Når Kunstfondens Legatudvalg har besluttet at fremhæve det 30 år gamle design, sker det for at minde om "vigtigheden af at udvikle langtidsholdbare designløsninger".

Ved lanceringen af IC3-toget var det ifølge Kunstfonden "revolutionerende for sin tid" i kraft af sin letvægtskonstruktion i aluminium.

Kunstfonden præmierer hvert år et antal kunstnere og værker, som efter fondens mening fortjener særlig opmærksomhed.

Normalt følger der penge med en præmiering, men i dette tilfælde modtager DSB ifølge dagbladet Politiken en plakette designet af Lars Vejen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078