Ny gigantterminal med 103 porte halverer transporttid
Mærsk har netop åbnet en gigantisk omlastningsterminal på 10.000 kvadratmeter med 103 porte i Canada.
Hensigten er at lette transporten af fortrinsvis forbrugsvarer til og fra Nordamerika og spare op til halvdelen af den tid, varer er om at nå frem til sit bestemmelsessted. Den skal også hjælpe med at reducere belastningen på de nordamerikanske forsyningskæder.
Det skriver gCaptain.
Terminalen, der er etableret i samarbejde med jernbaneselskabet Canadian Pacific, hedder 'The Pacific Transload Express' og ligger i British Columbia.
Anlægget gør det muligt at omlaste varer fra skibscontainere på 53-fods trailere, der kan køre med tog og lastbiler.
I øjeblikket spænder transittider for last fra 35 til 75 dage fra fabrikker i Asien til distributionscentre i Nordamerika. Det nye anlæg kan bidrage til at reducere disse tider drastisk.
- Vi kan hjælpe vores kunder med at reducere variationen i transporttiden fra 35-75 dage fra dør til dør til at have lasten indgående på 35-40 dage, siger Erez Agmoni, chef for Mærsk North America's Warehousing & Distribution Product Development til mediet.
Byggeriet af anlægget og jernbaneinfrastrukturen blev afsluttet i sidste måned.
Mærsk åbnede anlægget 1. september, og de første containere ankom til anlægget tidligere på ugen.
Mærsk driver 46 lokationer i Nordamerika til fragt, skriver selskabet på sin hjemmeside.