To ud af tre containerskibe forsinket: Færrest hos Mærsk
Global overbelastning af havne og efterslæb af transporter fortsætter med at spolere tidsplanerne for containerskibe.
Ifølge nye data fra analysefirmaet Sea-Intelligence ligger tidsplaners pålidelighed fortsat i den lave ende.
I september var to ud af tre skibe forsinket, og antallet af dage med forsinkelse var på topniveau.
Det skriver The Maritime Executive.
- Det eneste 'positive', hvis man skal kalde det sådan, er, at tidsplanens pålidelighed ikke falder yderligere, men blev marginalt forbedret i september, siger Alan Murphy, CEO for Sea-Intelligence til mediet.
Til sammenligning oplevede både Mærsk og Hamburg-Sud for et år siden, at to tredjedele af deres sejladser holdt tidsplanen.
I dag er billedet således vendt om generelt for rederierne, men Mærsk holder tidsplanerne bedst, idet 44 procent af skibe i september nåede frem til tiden.
Den gennemsnitlige forsinkelse var i september på 7,27 dage.