23948sdkhjf

Travlhed hos rederier giver rekordhøj eksport i Danmark

Eksporten af varer og tjenester var i fremgang i september og nåede det højeste niveau nogensinde. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Eksporten steg i september med 4,6 procent sammenlignet med måneden før.

Den seneste måneds fremgang dækker både over flere eksporterede varer og tjenester.

Tjenester tæller blandt andet transport, og her er det især fragt af varer rundt på verdenshavene, der trækker op, fordi forbrugerne under corona i højere grad end normalt har brugt penge på alt fra fladskærme til køleskabe.

Det har givet rederier som Mærsk kronede dage.

- Vi har set under corona, at man primært har kunnet bruge penge på varer, og derfor er der sendt mange varer rundt på verdenshavene, siger cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri.

- Samtidig er fragtraterne skudt i vejret, og det giver en massiv stigning i indtægterne fra søtransport til Danmark, som fylder rigtig meget i den danske eksport, siger han.

I løbet af coronapandemien har der været ekstra stor efterspørgsel på at få fragtet varer rundt på containerskibe.

Flere gange i løbet af året har international skibsfart og godstransport været udsat for forstyrrelser. Det har sendt priserne på fragt i vejret, hvilket har været godt for Mærsk og de andre rederier.

Essentiel rolle under pandemien

Ifølge brancheorganisationen Danske Rederier står de danske rederier for omkring 60 procent af eksporten af tjenester.

- Dagens tal sætter en streg under, at søfart har spillet en helt essentiel rolle under hele coronapandemien, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier, i en kommentar.

Hos Danske Bank påpeger cheføkonom Las Olsen, at der under nyheden om rekordhøj vækst gemmer sig en historie om, at eksporten af varer er gået i stå det seneste halve år.

Det skal ifølge hans vurdering ses i lyset af de forstyrrelser i verdenshandlen, som i 2021 har skabt problemer for mange virksomheder med at få de ønskede komponenter hjem.

- Det vidner om, at de store problemer med at skaffe forsyninger og arbejdskraft også mærkes i de danske virksomheder - om end slet ikke så slemt som i for eksempel Tyskland.

- Og så nyder vi i Danmark godt af et solidt opsving i eksporten af tjenesteydelser, og det hænger ikke mindst sammen med, at der er rigeligt at lave for rederierne, siger Las Olsen i en skriftlig kommentar.

Eksporten af varer og tjenester har i årets første ni måneder været knap ti procent højere end i 2020. Sammenlignet med 2019 er eksporten knap tre procent højere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079