23948sdkhjf

Rema 1000 indfører coronapas på centrallager

Smitten stiger på Rema 1000's centrallager i Horsens, hvor ti personer denne uge er bekræftet coronasmittet. Det har fået virksomheden til at indføre krav om coronapas.

Det fortæller Jonas Schrøder, der er kommunikationschef i discountkæden Rema 1000. Og han oplever, at tiltaget er blevet taget godt imod.

- Vi mener, at det er bedst, for at vi alle passer på hinanden, at vi tager det her tiltag, så vi sikrer, at smitten ikke spreder sig yderligere.

- Vi har kun oplevet opbakning til det, siger han.

Han fortæller, at de i virksomheden i nogle dage har overvejet, om kravet skulle indføres.

Men efter at smittetallene både i samfundet generelt og i virksomheden er steget, har kæden valgt, at det var tid til at kræve coronapas for at komme på arbejde.

- Det er en stor arbejdsplads, og smitten kan jo hurtigt brede sig, siger Jonas Schrøder.

Kravet er trådt i kraft i weekenden og gælder for de godt 1000 ansatte, der arbejder på lageret, i kantinen eller er administrative medarbejdere.

De skal altså kunne vise, at de enten er færdigvaccineret mod coronavirus, har immunitet fra at have været coronasmittet, eller at de inden for de tre seneste døgn har fået taget en coronatest, der er negativ.

- Det her coronapas er ikke et krav om, at man skal være vaccineret. Der er forskellige elementer, der kan give et gyldigt pas, siger kommunikationschefen.

Møder man op uden gyldigt coronapas, vil man blive bedt om at gå ned i byen for at få foretaget en lyntest, inden man må møde ind.

Der er ikke krav om coronapas for at handle i Rema 1000's butikker, ligesom der heller ikke er krav om, at de ansatte i butikkerne skal bruge mundbind.

- Vi har ikke indført det i butikkerne, fordi der oplever vi ikke smitte. Det er også decentrale enheder, som ikke kommer hinanden ved, siger Jonas Schrøder.

Smittetallene i samfundet generelt er skudt i vejret de seneste uger.

Mens der de fleste dage i september var under 500 smittede, kravlede smittetallene i oktober over 1000, og i begyndelsen af november har der været fire dage med over 2000 smittede.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078