Fokus på lærlinge gav pris til Padborg-speditør
Der er mangel på arbejdskraft på tværs af stort set hele transportbranchen, og derfor er der nu stigende fokus fra virksomhedernes side på at gøre sig attraktive.
Det kan især være over for de unge, der tidligere har vist sig svære at få fat i.
Hos E3 Spedition i Padborg er man nu blevet anerkendt for sin indsats - her har man nemlig både modtaget en pris til årets elev, mens er samtidig også blevet kåret til årets praktikplads inden for spedition og shipping af HK Sydjylland.
Tidligere var det lidt tilfældigt hvilken medarbejder, der tog sig af eleverne, men nu er én medarbejder dedikeret til det. Alt sat i system for de seks elever, der løbende på koncernbasis er i lære hos E3. Det fortæller direktør Per Jørgensen til JyskeVestkysten.
- Man kommer meget mere igennem det, man skal, og der bliver lagt planer, som bliver overholdt til punkt og prikke. I "gamle dage" var det typisk sådan, at eleverne blev i den samme afdeling hele tiden og fortsatte dér, når de var udlært. Sådan er det ikke længere, slår Per Jørgensen fast.