Pårørende melder DB Cargo til politiet efter nærulykke
Lasse Pedersen fra Nyborg mistede sin kæreste ved togulykken på Storebælt i 2019, der kostede otte mennesker livet, men ikke fik straffemæssige konsekvenser.
Han har nu meldt DB Cargo til Fyns Politi for den episode, der fandt sted den 13. januar 2021 - en sag, der netop er afsluttet i Havarikommissionen med kraftig kritik af såvel DB Cargo som Trafikstyrelsen, der lod en defekt låsemekanisme fortsætte med at køre rundt på jernbanenettet, selv om DB Cargo selv havde meldt om problemer med låsetypen.
Det skriver TV2 Fyn.
Konklusionen fra Havarikommissionens rapport er, at den type lås, som DB Cargo Scandinavia A/S kørte med, var lavet på en måde, så den reelt ikke holdt traileren fast, ved et lodret træk.
- DB Cargo havde altså kendskab til de usikre låse, men fortsatte i hele 2020 og indtil den farlige hændelse d. 13. januar 2021 med at køre med disse vogne. Virksomhedens kendskab og viden om, at deres godstransporter i værste tilfælde kunne føre til en alvorlig ulykke ligesom d. 2 januar 2019, er et klart billede af, DB Cargo Scandinavia A/S har handlet i ond tro. Selvom der er tale om, at DB Cargo A/S Scandinavia brugte godkendt udstyr, er det på ingen måde en lempelse i forhold til deres ubetingede handlepligt om kun at køre med sikkert materiel, skriver Lasse Pedersen.