Nyt regnskab: PostNord bryster sig af historisk stærkt år
Dansk-svenske PostNord leverede trods en hård slutning på året et solidt regnskab for 2021. Det viser regnskabet, der er offentliggjort onsdag morgen.
Samlet steg salget til 40,7 milliarder svenske kroner, og resultatet steg til to milliarder svensk kroner.
- Høje volumener inden for e-handel lagde fundamentet for historisk stærke resultater i 2021.
- Det sidste kvartals resultater faldt på grund af lavere volumen inden for brevpost og udfordringer for planlægning, der gjorde omkostningerne ved pakkeport for høje, skriver selskabet.
Det er specielt Sverige, der her er blevet ramt. I regnskabet skriver PostNord, at det har været svært at foregribe efterspørgslen, i takt med at der er indført restriktioner.
Og samtidigt har den voldsomme spredning af covid-19 med varianten omikron voldt kvaler med sygefravær. En udfordring, der også har præget forretningen i Danmark.
Dog ikke nok til at ændre på, at også den danske del af forretningen nu er overskudsgivende efter år med krise og milliarddyre omstruktureringer.
- Det er et historisk godt resultat, også i Danmark. Det er resultatet af vores transformationsplan, og vi har vendt udviklingen. Vi er nu en virksomhed, der vokser og tager markedsandele. Og en virksomhed, der kan se fremad, siger Peter Kjær Jensen, der er direktør for den danske del af forretningen.
I Danmark steg omsætningen i 2021 til 8,3 milliarder svenske kroner. Og driftsresultatet steg til 307 millioner svenske kroner.
Og det kunne have været endnu bedre, hvis ikke covid-19 havde spillet forretningen et puds. Især i årets tre sidste måneder.
- Det har været utroligt svært. Vi har set sygefravær på 20-30 procent. Nogle steder op til 45 procent lokalt. Det har været utroligt dyrt og svært.
- Så resultatet kunne have været endnu bedre. Men covid-19 har også presset pakkevolumen opad, så der er både vundet og tabt, siger Peter Kjær Jensen.
/ritzau/