Kommentatorer: Engelbrecht blev offer for frustreret støtteparti
Bagved Benny Engelbrechts (S) exit som transportminister ligger der en opbygget frustration i Enhedslisten over regeringen generelt. Derfor blev en mindre fejl til en fyreseddel.
Sådan lyder vurderingen fra to politiske kommentatorer.
- Benny Engelbrecht er måske blevet ofret for at markere, at man i Enhedslisten ikke står model til hvad som helst som støtteparti, siger Casper Dall, der er politisk redaktør for Avisen Danmark.
- Det kunne have været en anden minister i samme ende af hierarkiet. Men Enhedslisten har haft et behov for at markere.
Benny Engelbrecht trak sig torsdag aften som minister, efter at støttepartiet Enhedslisten trak tilliden til ham.
Enhedslisten begrundede det med, at Benny Engelbrecht under forhandlinger sidste forår og sommer ikke havde udleveret nogle beregninger over CO2-udledning af anlæg af forskellige infrastruktur-projekter.
Ministeren var torsdag i samråd. Han forklarede, at det skyldes, at embedsværket havde vurderet, at tallene ikke kunne bruges til noget brugbart i forhandlingerne, fordi de var for usikre.
Ifølge både Noa Reddington og Casper Dall spiller hele det forløb og Engelbrechts håndtering af det en rolle. Men samtidig har han haft det i mod sig, at Enhedslisten havde behov for at sende et signal til regeringen.
- Nu kommer Benny Engelbrecht ud af det blå og laver en åbenlys fodfejl og beklager. Så har man fået muligheden for at vise, at man skal tage Enhedslisten alvorligt, siger Noa Reddington.
- Læg dertil, at Benny Engelbrecht ikke står langt oppe i hierarkiet. Det er ikke en minister, som Mette Frederiksen (S) vil sætte alt ind for at bevare, siger Casper Dall
Både Reddington og Dall fremhæver, at Engelbrechts exit naturligt vil øge fokus på nogle af de andre konflikter, som Enhedslisten og regeringen har haft.
Begge kommentatorer peger derfor på, at der nu vil samle sig opmærksomhed om regeringen og Enhedslistens samarbejde på områder som ydelser og klimapolitik.
- Et af de helt store spørgsmål bliver spørgsmålet om ydelser. Det er Enhedslistens helt store mærkesag, at fattigdommen skal bringes ned, siger Noa Reddington.
Det vil i så fald være hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der skal føre en sådan ændring gennem Folketinget.
/ritzau/