Engelbrecht gik af: Her er sagen kort
Sagen om de tilbageholdte tal for klimabelastningen i forbindelse med en stor aftale om infrastruktur rullede, efter historier i fagbladet Ingeniøren og nichemediet Mobilitywatch.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) har trukket sig efter beskyldninger om, at han over for Folketinget har tilbageholdt vigtige oplysninger om, hvor meget en stor politisk aftale om byggeriet af blandt andet motorveje og broer påvirker klimaet.
Aftalen om infrastruktur blev indgået i juni 2021 mellem alle partier i Folketinget, undtagen Frie Grønne. SF og Enedslisten var dog kun med i dele af aftalen.
Aftalen om infrastruktur rækker frem mod 2035 og har projekter for over 160 milliarder kroner. Det er alt fra kollektiv transport, nye motorveje og en tredje limfjordsforbindelse.
Under forhandlingerne blev der spurgt om, hvad klimaaftrykket ved at opføre og vedligeholde de mange projekter ville være. Tallene fandtes dog ikke, var meldingen. Men mediet Ingeniøren har afdækket, at tallene fandtes.
Benny Engelbrecht har forklaret, at tallene ifølge embedsværket i ministeriet var for usikre til at indgå i forhandlingerne.
Kilde: Ingeniøren, Ritzau.
/ritzau/