Mumbai sejler igen, mens intern Mærsk-undersøgelse skal afklare mystisk forløb
Containerrederiet A.P. Møller-Mærsk har iværksat en intern undersøgelse, der skal afklare årsagerne til den mystiske grundstødning ved Bremerhaven.
Det oplyser rederiet i en erklæring her til morgen.
Der hersker stor mystik omkring skibets manøvrer i minutterne lige op til grundstødningen, hvor skibet foretog et ekstremt skarpt drej og sejlede en nærmest fuldendt cirkel indtil skibet satte sig fast på en sandbanke.
Ifølge efterretninger fra lokale medier fandt grundstødningen i sted i forbindelse med, at skibet skulle have lods om bord, og der har været spekuleret i, om manvøren hænger sammen med en redningsmanvøre på grund af 'mand over bord' eller om skibet har foretaget en undvigemanøvre tæt på et andet - men ukendt - fartøj.
Søfart har været i kontakt med Den Maritime Havarikommission herhjemme, som oplyser, at grundstødningen undersøges af den tyske havarikommission med assistance fra flagstaten Danmark repræsenteret ved Den Maritime Havarikommission.
Undersøgelseschef Øssur Jarleivson Hilduberg oplyser:
- Vi er endnu i gang med at indsamle informationer om ulykken og har derfor endu ikke en valideret forklaring på, hvorfor skibet gik på grund, eller hvorfor den udførte den manøvre, den gjorde. Svarene på de spørgsmål vi ønsker besvaret, beror på analyse af interviews, VRD-optagelser og andre tekniske informationer, som tager tid at indsamle og behandle.
Ifølge Mærsk blev 'Mumbai' bragt flot klokken 1.30 i nat.
Bjærgningen blev foretaget i samarbejde med bjærgningsselskabet Smit og den tyske havarikommission.
Skibe lå efterfølgende for svaj, mens eksperter undersøgte skrog og maskineri for eventuelle skader. Umiddelbart herefter fortsatte skibet ad den planlagte sejlrute mod Bremerhaven.
Skibet har en kapacitet på 19.630 standardcontainere og blev bygget i 2018. Det sejler under dansk flag og er i øvrigt en hyppig gæst ved containerterminalen i Aarhus.