23948sdkhjf

Bramsen efter ministerskifte: Politik er ikke en fair branche

Politik er ikke altid en fair branche.

Det siger den nye transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen (S) tirsdag i forbindelse med ministeroverdragelsen i Transportministeriet.

- Vi har været i politik i så lang tid, så vi ved, at det ikke den branche, man skal vælge, hvis tingene skal være fair, siger Bramsen i sin tale til Benny Engelbrecht (S).

Netop Engelbrecht satte i sidste uge gang i en ministerrokade. Han gik af efter en sag om manglende beregninger for klimabelastningen bag en infrastrukturaftale sidste år.

Forløbet medførte, at regeringens støtteparti Enhedslisten mistede tilliden til Engelbrecht som transportminister.

Det førte til ministerrokader i regeringen. Bramsen blev transport- og ligestillingsminister, mens skatteminister Morten Bødskov (S) blev forsvarsminister i stedet for Bramsen.

Politisk ordfører Jeppe Bruus (S) blev skatteminister i stedet for Bødskov, og så blev ligestillingsområdet kørt fra Beskæftigelsesministeriet over til Transportministeriet.

Om Bramsens ord udelukkende var henvendt til Engelbrecht eller også hende selv, står i det uvisse.

For det står også fast, at Bramsen selv har været udsat for massiv kritik som forsvarsminister. Her har en række møgsager klæbet til Bramsen, siden hun blev forsvarsminister efter folketingsvalget i 2019.

Senest har Bramsens ageren i den igangværende FE-sag ført til kritik. Her er Lars Findsen, hjemsendt chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), fængslet i en sag om lækage af højt klassificerede oplysninger.

Ministeroverdragelsen skulle have fundet sted fredag i sidste uge, men måtte rykkes, da Bramsen var smittet med corona. Bramsen ser frem til sine nye opgaver.

- På Christiansborg siger man, at transportministeren er den minister, der er absolut mest velkommen i hele landet, siger Bramsen og fremhæver en anden plusside ved sit ministerskifte, nemlig at hun nu skal cykle på job igen.

- Det var lidt svært med statshemmeligheder i cykelkurven, siger Bramsen med henvisning til jobbet som forsvarsminister.

Hun takker Engelbrecht for indsatsen som transportminister.

- Du har konstant og vedholdende holdt øje på bolden og leveret en hamrende stærk aftale om infrastruktur, som vil have betydning for Danmark og danskerne langt ind i fremtiden.

- Du er en ven, hvis sko jeg nu skal fylde. Og de fodspor, du har sat, kommer jeg til at følge, siger Bramsen.

Jacob Heinsen, departementschef i Transportministeriet, kommenterer i sin tale, at ligestillingsområdet kommer med over i Transportministeriet.

- Flere har peget på, at de faglige synergier er til at overskue, og det kan der være noget om, siger Heinsen, som tilføjer, at han tror, det nok skal blive rigtig fint.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078