23948sdkhjf

ITD: - Ny kontrol af arbejdstid kan skade den danske transportbranche

Det nye forslag vil også få konsekvenser for chaufførerne, der kan se frem til dobbelt-bøder.

Det er ikke lykkedes regeringen at få overbevist Europa-Kommissionen om, at Danmark fortsat kan håndhæve ”Arbejdstidsdirektivet for mobile arbejdstagere” gennem det fagretslige system, som vi har en lang tradition for.

Fremover skal kontrollen af arbejdstid varetages af Færdselsstyrelsen og Politiet, og det kan blive rigtig dyrt for vognmands- og transportbranchen, mener ITD – som advarer om, at der kan blive tale om en ”trippelstraf” for en og samme forseelse.

Kontrol af arbejdstid er et af de områder, som traditionelt har været håndteret mellem arbejdsmarkedets parter, idet reglerne for mobile lønmodtagere har været implementeret i flere danske kollektive overenskomster, siden de trådte i kraft i 2005.

Det er ikke noget, som myndighederne har blandet sig i; men det vil Transportministeriet nu ændre på. Derfor har ministeriet sendt et lovforslag i høring, som skal flytte kontrollen fra arbejdsmarkedets parter og over til Færdselsstyrelsen og politiet.

Har hidtil fungeret fint
- Kontrollen af arbejdstid har fungeret fint under Den danske model, så det er dybt skuffende, at det ikke er lykkedes regeringen at lande en model, hvor denne ordning fortsætter, siger ITD’s adm. direktør Carina Christensen.

- Nu kan vognmænd risikere at få tre sanktioner for den samme forseelse, siger hun og forklarer nærmere:

- En overtrædelse af køre/hviletidsreglerne vil typisk også være en overtrædelse af arbejdstidsreglerne. Det betyder, at danske chauffører og vognmænd i fremtiden vil kunne få to bøder for den samme forseelse fra myndighederne.

- Og da vi stadig har det fagretslige system til at sanktionere brud på arbejdstidsreglerne, vil vognmanden også der kunne mødes med krav om godtgørelse fra den ansattes side. Det er trippelstraf, og det er ikke i orden siger Carina Christensen.

Risikerer bøder for at passe deres arbejde
- Der findes ingen andre brancher, hvor medarbejdere hver dag står op og risikerer at få store bøder for at passe deres arbejde, fortsætter ITD-chefen.

- Vi mangler i øjeblikket arbejdskraft, og hvis myndighederne skal til at stange bøder ud og føre en nidkær kontrol med arbejdstidsreglerne, så vil virksomhederne miste noget af den fleksibilitet de har i dag. Det vil i praksis betyde, at mange chauffører kommer til at arbejde langt mindre, når de nye regler træder i kraft.

- I dag kører chaufførerne efter køre/hviletidsreglerne, og det burde være rigeligt for myndighederne, som i dag fører en meget grundig kontrol med overholdelsen af de regler.

En ny myndighedskontrol af arbejdstidsreglerne vil kunne mærkes, og vi frygter for konsekvenserne, siger Carina Christensen.

Forslaget, der forventes at træde i kraft 21. maj. 2022, har nu været i høring, og det forventes fremsat i Folketinget i starten af marts.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078