Verdens største fly meldes ødelagt under russisk invasion
Verdens største fly, Antonov An-225, er blevet ødelagt under den russiske invasion af Ukraine. Det oplyser ukrainske myndigheder ifølge CNN.
Det enorme fly kaldet "Drøm" eller "Mriya" på ukrainsk var parkeret på en flyveplads nær hovedstaden Kiev, da det blev angrebet af russiske styrker, lyder det fra myndighederne i Ukraine.
- Rusland har ødelagt vores "Mriya". Men de vil aldrig være i stand til at ødelægge vores drøm om en stærk, fri og demokratisk europæisk stat, skriver Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, på Twitter.
Ifølge CNN er det ikke blevet bekræftet fra uafhængig side, at flyet er ødelagt.
Et ukrainsk statsligt forsvarsselskab, der administrerer flyet, har søndag udstedt en erklæring, hvor det oplyses, at flyet er ødelagt.
Selskabet skriver, at flyet vil blive genopbygget.
- Det anslås, at restaureringen kommer til at koste tre milliarder dollar og tage tre år, lyder det. Beløbet svarer til 20 milliarder kroner.
Selskabet kræver, at Rusland dækker omkostningerne.
Flyet har været parkeret nær den ukrainske hovedstad siden 24. februar for at blive vedligeholdt. Det var ikke i stand til at forlade flyvepladsen efter invasionen, da en af motorerne var taget af til reparation.
Russiske styrker hævder at have erobret Hostomel-lufthavnen, hvor flyet ifølge CNN holdt parkeret.
Antonov An-225-Mriya har været i Danmark flere gange.
Det er ikke mere end tre uger siden, at verdens største fly befandt sig i Billund Lufthavn.
Fragtflyet har ifølge luftfartsmediet Check-In seks motorer. Det er 84 meter langt, måler 18,1 meter i højden, og så har det et vingefang på 88,4 meter.
Til sammenligning har et normalt passagerfly, for eksempel en Boeing 737-800, et vingefang på under det halve - altså 35,8 meter. Og det er 37,5 meter langt.
Samtidig har det en såkaldt "takeoff-weight" på 640 ton ifølge Check-In.
Der findes kun det ene eksemplar af flyet i hele verden.
/ritzau/