Prisstigninger på vej i Suezkanalen - containere stiger mest
Suez Canal Authority (SCA) oplyser, at fra i morgen den 1. marts bliver alle sejladser gennem kanalen mellem 5 og 10 procent dyrere. Ja, for containerskibe bliver prisen endnu dyrere.
Ifølge Suez-agentfirmaet Leth Agencies kommer stigninger efter SCA i november hævede priserne 6 procent.
- SCA annoncerede stigningen i går, søndag sen eftermiddag. Ingen tvivl om, at det kom lidt bag på os, da stigningen allerede er gældende fra i morgen, tirsdag den 1. marts. Normalt ville den slags blive offentliggjort 2 - 3 måneder på forhånd. Alle segmenter rammes af stigningen, som nok skal ses i lyset af lang tids lukrativt marked for de fleste, fortæller Jacob Guldager fra Leth Agencies til Søfart.
Læs også: Januar satte rekord i Suezkanalen
For bulk og tankers bliver prisstigningen på 5 procent, mens LNG-skibe stiger med 7 procent og LPG med 10 procent. For containerskibe varierer stigningen fra 7 procent til over 47 procent alt efter, hvor mange etager containere, der står på dækket.
Prisstigningen kommer til at ske for alle fartøjer, uanset om de er lastede eller ballastskibe, og hvilken retning de sejler.
- Et MR tankskib lastet med vegatabilsk olie betaler således ca. USD 23.000 ekstra, et containerskib (Maersk G-type) med 10 lag (tiers) containere på dæk (gælder kun for nordgående passage), betaler ca. USD 47.000 ekstra, hvor et Panamax-skib på 82.000 DWT må lægge ca. USD 12.500 mere til den egyptisk statskasse, pr. gang de sejler igennem Suezkanalen, oplyser Jacob Guldager.
Se hele prisstigningsoversigten her
Den pludselige prisstigning har skabt ekstra travlhed hos Leth Agencies, der netop hjælper rederierne med at betale de forskellige tariffer.
Skibsfart er blevet en god forretning
- Da vandvejsafgiften er forudbetalt, skynder vi os med få fortalt vores kunder, hvor meget de hver især skal betale mere, sådan at ingen oplever forsinkelser, når de ankommer til enten Suez eller Port Said, fortæller Jacob Guldager.
Ifølge SCA skal prisstigningen ses i sammenhæng med, at skibsfarten er blevet mere økonomisk, og Suezkanalen har brug for penge til vedligehold og forbedringer af ruten.