Havnearbejdere nægter at losse russiske skibe
På grund af russernes invasion i Ukraine har havnemedarbejdere i Esbjerg Havn besluttet ikke at udføre arbejde på russiske skibe.
- Vi vil ikke røre godset, der vil ikke blive losset i havnen, og skibene vil ikke blive betjent af havnearbejdere, siger Thomas Møller, der er havnemedarbejder og bestyrelsesmedlem i Losseklubben, til Ekstra Bladet.
Direktør i Esbjerg Havn Dennis Jul Pedersen bakker op om sine medarbejderes beslutning.
- Vi forstår udmærket godt deres beslutning, og vi synes kun, at det er ganske rimeligt, siger Dennis Jul Pedersen.
- Er der nogen russiske skibe på vej til Esbjerg Havn, spørger avisen?
- Nej, det er der ikke. Vi får få russiske skibe om året, og lige nu er der ikke planlagt nogen skibe. Det bliver der nok heller ikke i den nære fremtid, svarer han.
Op til havnen selv at beslutte
Direktør i Danske Havne Tine Kirk Pedersen fortæller til Ekstra Bladet, at der i skrivende stund ikke er indført sanktioner mod russiske skibe i Danmark. Derfor er det op til de enkelte havne, om de ønsker at tage imod skibe fra Rusland.
I Esbjerg er man i hvert fald stålsatte på, at russiske skibe ikke er velkomne - også selv om der ikke er nogen russiske skibe i havne eller nogen på vej.